Larmende tavshed om fibernet

Foto: Anders Knudsen.

Ingen respons trods flere følere ud til nærområdet omkring fibernet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan godt være, at fibernetprojekterne hos Falsters Hjerte, Nordøstfalsters Fremtidsforening og i Maglebrænde er og har været i fuld gang på det østlige Falster gennem længere tid. Men et fibernetprojekt kommer nok ikke til at foregå i Stubbekøbing. For her har bestyrelsesmedlemmerne for Liv i Stubbekøbing flere gange sørget for at skrive om internet i købstadslavets nyhedsbreve. Og helt uden respons.

- Man kan godt sige, at vi er blevet mødt af larmende tavshed lige netop på det punkt. Vi må jo tolke det, som at folk har været tilfredse med den internet- hastighed, som de har via fællesantenne, telefonselskab eller af andre kanaler, fortæller Liv i Stubbekøbings formand Jørgen Sulkjær.

Formanden slår også samtidig fast, at hvis bestyrelsen har tolket det forkert, er det nødvendigt, at der er en del, der henvender sig til bestyrelsen om en interesse for et fibernetprojekt, så der kan skabes et overblik.

- Så må vi derefter vurdere, om der er basis for et borgermøde om det, tilføjer Jørgen Sulkjær.

På Liv i Stubbekøbings seneste bestyrelsesmøde var der besøg af Guldborgsund Kommunes bredbåndskonsulent Niels Kjærgaard, hvor der blev talt om mulighederne for opgradering til et hurtigere internet i Stubbekøbing og nærmeste omegn.

- Men foreløbig har vi altså ikke foretaget os noget i bestyrelsen, for vi har som sagt ikke mødt nogen respons fra folk med interesse for et fibernetprojekt, som vi har set flere andre steder på Østfalster. Skal der eksempelvis etableres fibernet, så kræver det blandt andet, at oplandet til Stubbekøbing selv kommer i arbejdstøjet, slår Jørgen Sulkjær fast.