Legetøj i Guldborgsund-centret igen

Arkivfoto - Tidligere Toys R`Us i Guldborgsundcentret Foto: Jan Knudsen

Holberg Fenger Gruppen klar til at skrive ny kontrakt om konkursramt legetøjsbutik – uden at sætte navn på. Men Salling Group melder, at man vil åbne 25 nye BR-butikker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Alt tyder på, at Guldborgsund-centret ved Nykøbing fortsat får en stor legetøjsforretning. Og det er mest sandsynligt, at Fætter BR-gardisten fra konkursramte BR marcherer fra gågaden i Nykøbing og over sundet til centret.

Her rykker man efter alt at dømme ind i de i øvrigt ganske nybyggede lokaler, som indtil konkursen i legetøjskoncernen kort efter jul rummede Toys R`Us - der ligesom BR også er del af den konkursramte Top Toy-koncern.

- Vi er meget tæt på at afslutte forhandlingerne om en ny kontrakt om Toys R`Us-butikken med en stor aktør i branchen, siger Flemming Holberg Fenger, Guldborgsund-centret, som dog ikke oplyser navn på den nye lejer.

Men for kort tid siden i dag - tirsdag - meddelte Salling Group, som har købt varelager og BR-navnet af konkursboet, at man her i foråret vil åbne 25 butikker under det kendte legetøjs-navn.

- Det ligger os på sinde, at børn fortsat kan have gode oplevelser med legetøj i fysiske butikker, siger Per Bank, direktør i Salling Group.

Læs også: 25 BR-butikker genopstår til foråret