Lejemålet bliver sagt op

Når Skippergården ophører med at være asylcenter bliver de nyligt rejste bocontainere overflødige. Foto: Jan Knudsen

Efter tirsdagens beslutning om at lukke asylcentret på Skippergården undersøges fremtiden for pavillon-udvidelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter nyheden om at Langeland Kommune ikke blev genvalgt som operatør på indkvarteringsområdet, vil Udlændingestyrelsen opsige lejemålet af Skippergården i Rødbyhavn: Lejekontrakten med Skippergårdens ejer giver tre måneders opsigelsesfrist.

I forbindelse med anvendelsen til asylcenter har Udlændingestyrelsen stået for en udvidelse af indkvarteringskapaciteten ved opstilling af pavilloner: Hvad der skal ske med dem, er endnu ikke afgjort.

- Enten skal de betale leje eller fjerne pavillonerne, siger Anders Henriksen fra Skippergården.

Med pavillonerne har Udlændingestyrelsen udnyttet en lokalplan, der giver mulighed for at udvide kapaciteten på Skippergården til 400 mennesker: Egentlig fordi ejendommen er tænkt anvendt til senere at huse tunnelarbejdere.

Opstillingen af pavillonerne startede i august og er først afsluttet sent på efteråret. Og nu skal de slet ikke bruges. Udlændingestyrelsen har ikke taget stilling til, hvad der skal ske med pavillonerne, men undersøger i øjeblikket mulighederne. På forhånd står det dog fast, at de ikke bliver stående som nødberedskab.