Listen over sundhedsudfordringer er blevet længere

Hver fjerde borger i Guldborgsund Kommune har et BMI på 30 eller mere og er dermed svært overvægtig. Foto: Jens Dresling/arkiv

Flere ryger mere, lever usundere, lider i højere grad af langvarig sygdom, og så er skærmtiden røget i vejret.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Danskerne har aldrig været mere usunde. Og det er selvom, regionerne bruger 125 milliarder kroner årligt på netop sundhed.

Det viser Den Nationale Sundhedsprofil, som laves hvert fjerde år og bygger på svar fra 34.000 personer.

I Guldborgsund Kommune er der heller ikke de store grunde til at råbe hurra.

Skimmer man listen igennem, er der ingen punkter, hvor borgerne i vores kommune er sundere end gennemsnittet i Region Sjælland. Tværtimod ligger vi på den dårlige side af gennemsnittet på otte punkter.

Blandt andet på punktet "dårligt selvvurderet helbred", hvor 21,4 procent har placeret sig mod 18,8 procent i 2017.

42,4 procent af kommunens befolkning lider af en langvarig sygdom mod 39,5 for fire år siden. Og 37,8 procent lider af multisygdom (mindst to lidelser ud af 13 udvalgte).

Sundhedsprofilen 2021 understreger, at vi skal fortsætte med at have et stort fokus på at mindske den sociale ulighed i sundhed, og at forebyggelse bliver helt afgørende i de kommende år.

Heino Knudsen (S), formand, Region Sjælland

23,2 procent har et usundt kostmønster, og hver fjerde borger er med et BMI over 30 svært overvægtig.

Samtidig er flere borgere begyndt at ryge, og flere tilbringer mindst fire timer af deres fritid foran en skærm.

Lav mental trivsel

Samlet set er listen af sundhedsudfordringer stigende på en række områder i hele Region Sjælland, og de er på mange punkter også større end i resten af landet.

Skærmforbruget i fritiden er røget i vejret mange steder, også i Guldborgsund Kommune, hvor 38 procent bruger mindst fire timer foran en skærm i deres fritid. Foto: Anders Knudsen

Ser man over hele regionen, er der blandt andet en stigning i andelen med lav mental trivsel, og andelen af ensomme borgere er steget med næsten 50 procent siden 2017.

- Generelt set har de fleste af os et godt helbred og er tilfredse med livet. Men set ud fra et sundhedsperspektiv kan og skal det blive bedre. Sundhedsprofilen 2021 understreger, at vi skal fortsætte med at have et stort fokus på at mindske den sociale ulighed i sundhed, og at forebyggelse bliver helt afgørende i de kommende år. I det nye regionsråd har vi prioriteret det, og derfor har vi blandt andet lavet et politisk udvalg med fokus på forebyggelse. Vi skulle meget gerne se de positive tendenser for rygning og alkohol sprede sig til andre områder, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.

Sundhedsprofilen 2021 for Region Sjælland

Den mentale trivsel er faldet siden 2017 og er især lav blandt kvinder og de yngste borgere. Forekomsten af langvarig sygdom, multisygdom og de fleste opgjorte enkeltsygdomme er steget siden 2017.

Andelen af ensomme borgere er steget meget siden 2017. Andelen med begrænset social støtte er derimod ikke ændret væsentligt. Andelen af borgere med et usundt kostmønster er steget siden 2017, mens andelen med et sundt kostmønster er faldet.

Andelen af svært overvægtige borgere er steget siden 2017. I 2021 er næsten 58 procent af borgerne overvægtige, hvoraf godt hver femte borger er svært overvægtig.

Andelen af daglige rygere er fortsat med at falde i 2021 og er siden 2017 især faldet blandt de 16-24-årige. Alkoholforbruget er faldet over tid, men andelen af borgere med det højeste og mest problematiske forbrug er stagneret i 2021.

Tre ud af fem borgere lever ikke op til WHO’s minimumsanbefaling for fysisk aktivitet. Borgernes søvnlængde og søvnkvalitet er overordnet set uændret siden 2017.

Niveauet af sundhedskompetence blandt borgerne er bortset fra et fald på området "føler sig forstået og støttet af sundhedsprofessionelle" uændret siden 2017. 

I Guldborgsund Kommune er sundhed "i allerhøjeste grad" et fokusområde for byrådet, og der er flere tiltag i gang, lyder det fra borgmester Simon Hansen (S).

Han nævner projektet "Bevæg dig for livet" som et af de sundhedstiltag, der har været i gang i et par år.

Resultaterne fra Sundhedsundersøgelsen er så nye, at der ikke er truffet en politisk beslutning om, hvilken indsats man eventuelt vil sætte i gang. Det forventes at ske i april.

Decentrale kurser

I kommunen arbejder Malene Malle som sundhedskonsulent og laver kurser til personer, der ønsker at tabe sig. Og hun planlægger i første omgang at oprette kurserne mere decentralt, siger hun.

- Min oplevelse er, at folk typisk rigtig gerne vil deltage på et hold, og vi rykker gerne lidt rundt, så det passer bedre ind i deres kalender. Men nogle kan opleve det udfordrende at dukke op.

Til start bliver det i Gedser og senere på året også i Nørre Alslev og Nysted, tilføjer hun.

Omkring 20.000 Region Sjælland-borgere fra 16 år og opefter har i starten af 2021 svaret på spørgeskemaet ”Hvordan har du det?”, som danner grundlag for Sundhedsprofilen 2021. Det er fjerde gang, undersøgelsen gennemføres i Region Sjælland.

Spørgeskemaet blev sendt ud i perioden fra februar til maj 2021. Især i den første del af denne periode var borgerne underlagt en række restriktioner som følge af covid-19. Resultaterne fra undersøgelsen bør læses i dette lys.