Livet er fem år kortere på Lolland
Foto: Polfoto, arkivfoto
Polfoto, arkivfoto
Folk på Lolland lever godt fem år kortere end deres landsfæller i nordsjællandske kommuner.
Folk på Lolland lever godt fem år kortere end deres landsfæller i nordsjællandske kommuner som Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm, skriver Avisen.dk.
Det viser en ny undersøgelse om ulighed, som tænketanken Cevea har lavet.
Med en gennemsnitlig levealder på 76,9 år er livet kortest i Lolland Kommune. I den modsatte ende af skalaen ligger Rudersdal Kommune, hvor livet i gennemsnit varer 82,3 år. Faktisk ligger de syv kommuner, hvor levetiden er længst, alle i Nordsjælland.
Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), mener dog ikke, at lolliker er mindre sejlivede end andre.
- Jeg er sikker på, at ingeniører på Lolland lever lige så længe som ingeniører i Hørsholm. Problemet er, at der er ti gange så mange ingeniører i Hørsholm, siger han til Avisen.dk.
I stedet skal forklaringen findes i, at mange førtidspensionister, langtidssyge og andre socialt udsatte bor på netop Lolland. I de grupper lever folk mere usundt, og det trækker levealderen ned, fortæller borgmesteren.
- De borgere, der er mest usunde, er ofte også førtidspensionister eller ikke-uddannede. Det hænger sammen, siger Holger Schou Rasmussen til Avisen.dk.
Også københavnerne halter efter landsfællerne mod nord. Folk i hovedstaden bliver bare 77,6 år i snit, og i en lang række vestsjællandske kommuner er livet kortere end landsgennemsnittet på 79,8 år.
Det er der en helt logisk forklaring på, fortæller analysechef Frank Skov fra Cevea, der står bag undersøgelsen. For der er store uligheder i sundheden på tværs af landets kommuner, og det forkorter levetiden i visse egne af landet.
- De, der har ringe socioøkonomiske kår, har generelt også en lavere levetid. Der er en sammenhæng, siger Frank Skov til Avisen.dk.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde