Lokal Alternativet-kandidat: En lettelse, at de nu er væk

Ulla Munksgaard tror på, at Alternativet har en fremtid, selvom en række profiler har smækket med døren og forladt partiet. Foto: David Arnholm

Alternativets lokale kandidater støtter den nye leder Josephine Fock - og ser en ny og mere moden fremtid for partiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er faktisk en stor lettelse, at de nu er væk.

Sådan lyder det fra Ulla Munksgaard, Nysted, der er en af Alternativets to folketingskandidater på Lolland-Falster, til nyheden om, at Uffe Elbæk og tre andre af Alternativets folketingsmedlemmer mandag eftermiddag har forladt partiet for at blive løsgængere.

Det drejer sig udover stifter og tidligere politisk leder Uffe Elbæk om den tidligere politiske ordfører Rasmus Nordqvist - der er opstillet i den sjællandske storkreds - Susanne Zimmer og Sikandar Siddique. Eneste tilbageværende medlem af Alternativets folketingsgruppe er politisk ordfører Torsten Gejl.

- Det var ventet, at det ville ske efter den seneste tids uro, hvor det meste af folketingsgruppen har demonstreret, at den var utilfreds med den demokratiske proces, der har været med valget af Josephine Fock som ny leder efter Uffe Elbæk. Alle kunne efterhånden se, at det ikke kunne være anderledes. Såret var blevet så stort, at det ikke kunne heles, lyder det fra Ulla Munksgaard.

Hun peger på, at der i baglandet er mange, som har peget på Josephine Fock - og at de tripper for nu at komme i gang med at lave politik.

- Vi har et stærkt sammenhold i baglandet. Man har været i sorg over, at opbakningen i folketingsgruppen ikke var større til Josephine Fock - og vi har været dybt bekymret over mudderkastningen den seneste tid. Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist havde mistet kontakten til baglandet. Det bliver anderledes med Josephine Fock. Alternativet har et solidt bagland og en god struktur - og nu kan vi få afsluttet mudderkastningen og komme videre med det vigtige politiske arbejde, siger Ulla Munksgaard.

Hun tror på, at det ene tilbageværende folketingsmedlem vil kunne skabe politisk indflydelse på Christiansborg.

- I forvejen havde vores folketingsgruppe jo ingen reel indflydelse. Det får vi nu med Josephine Fock som leder, hun er en fremragende forhandler og med god kontakt til os i baglandet, siger Ulla Munksgaard.

Partiets anden lokale folketingskandidat, Joan Kragh, Nykøbing, deler sin partifælles lettelse over, at der nu formentlig kommer mere ro på i Alternativet.

- Men samtidig er jeg da ærgerlig over, at det skulle komme helt derud. Jeg føler, det har været en overvældende tur på det seneste - først en fantastisk proces med valget af Josephine Fock, og så kom alt den uro, hvor ingen af os ude i landet rigtig vidste, hvad der foregik, siger Joan Kragh.

Hun føler efter den seneste tids uro, at Alternativet som projekt på nogle områder er skudt tilbage.

- Men jeg tror på en fremtid for Alternativet, men nok i en anden form end hidtil. Jeg tror, at partiet fremover bliver mere modent. Og det bakker jeg fuldt og helt op om.