Lokal DR-vært om kritik fra historiker: - Det sprogbrug er ikke okay

Cecilie Nielsen fra Sakskøbing er historie- og kongehuskorrespondent for Danmarks Radio og aktuel i programmet "Dronningeriget". Foto: Philip Engsig

Cecilie Nielsen er aktuel i DR-serien "Dronningeriget", men hun og medværten Emma Paaske er af en historiker blevet sammenlignet med "skolepiger".

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sit nye program "Dronningeriget" havde DR's historie- og kongehuskorrespondent Cecilie Nielsen egentlig sat sig for at skabe opmærksomhed om vores historie. Og i særdeleshed om de glemte danske dronninger.

Men nu ønsker hun, der er opvokset i Sakskøbing, også at få opmærksomhed på, hvad vi kan tillade os at kalde mennesker, man end aldrig har mødt.

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad tog historiker Nils G. Bartholdy programserien op og udpegede flere elementer, som han mente manglede i programmerne. Blandt andet heraldik og ordener, der i følge ham var mere eller mindre fraværende i et program om Dorothea af Brandenburg. Og i samme omgang kritiserede han programmet for at være domineret af værternes "skolepigefnis".

Det er ikke okay. Heller ikke selvom man er en mand på over 80 år.

Cecilie Nielsen, vært på Danmarks Radio

Han mente heller ikke, at programmerne var "seriøs historieformidling", men at de i stedet handlede om "de to fjantede pigers" selviscenesættelse.

Flere skal opdage historien

Selv forklarer Cecilie Nielsen, at hun ikke har noget imod dårlige anmeldelser. Men hun mener, at man godt kan tale ordentligt om hinanden.

- Det er helt forståeligt at vurdere sine egne interesser som de vigtigste. Hvad der derimod ikke er forståeligt, er at bruge ord som "skolepiger" og "fjantede piger" om kvinder i slutningen af 30'erne. Det er nedværdigende kønnet sprogbrug - og det er ikke okay. Heller ikke selvom man er en mand på over 80 år, skriver hun i et opslag på det sociale medie Instagram.

Historiker Cecilie Nielsen og medvært Emma Paaske, der er cand. mag i historie, forsker i flere af de danse dronninger i DR-programmet "Dronningeriget". Foto: Holger Rytter

Hendes mening med programmet er at få så mange som muligt til at finde vores fælles fortid interessant, tilføjer hun.

- Og hvis der bare er et par stykker, som efter at have set et af de projekter, jeg har været involveret i, skulle få lyst til at besøge et museum, åbne en bog eller ligefrem bare overveje at læse historie eller arkæologi på universitetet, så er mit mål nået.

Forstår ikke selv kritikken

Cecilie Nielsen er i et modsvar i Kristeligt Dagblad blevet bakket op af Lisbeth Langwadt, der er chef for "Bred kultur og fakta" i Danmarks Radio.

Her skriver hun:

"Fra DR's side indgår vi altid meget gerne i debatter om og kritik af vores indhold og bliver ofte klogere af den konstruktive dialog med eksperter, fagfolk med flere. Men den type nedladende kønnede sprogbrug hører ingen steder hjemme, skriver hun og kalder de førnævnte sammenligninger for "uhørt".

Til Ekstra Bladet står Nils Bartholdy ved sin kritik. På spørgsmålet om han ikke selv finder det nedværdigende, svarer han til avisen:

- Næ, det kan jeg ikke se. Det er præcist og beskrivende. De virker sådan, når de hurtigsnakker og griner og fniser. Hvis de vil kritisere mig, kan de henvende sig til mig.