Lokal forfatter med i Kraks Blå Bog

Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Den prisbelønnede forfatter Knud Romer, der er opvokset i Nykøbing, er blandt de 304 nyoptagne danskere i Kraks Blå Bog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opslagsværket over kendte og mindre kendte danske personligheder, Kraks Blå Bog, har fået tilføjet et lokalt navn i den nye udgave for 2013-14.

Det er forfatteren Knud Romer, der er opvokset i Nykøbing og er blevet landskendt netop på grund af det, der er med på listen over ialt 304 nye navne i bogen.

Bogen omfatter nu ialt 8.322 danskere, som hver især har præsteret noget særligt eller haft stor betydning inden for deres fag.

Knud Romer blev landskendt, da han i 2006 debuterede som romanforfatter med romanen "Den som blinker er bange for døden". Bogen handler om Knud Romers opvækst i Nykøbing og tegner et billede, som siden har været genstand for stor debat, fordi mange andre lokale ikke kunne genkende Romers syn på verden dengang.

Anmelderne kunne dog godt lide bogen, og Knud Romer har både modtaget BG Banks Debutantpris og De Gyldne Laurbær.

Blandt de nye navne i Karks Blå Bog er også Nordic Sugars administrerende direktør Flemming Lyngholm, sangeren Stig Rossen, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, danseinstruktør Britt Bendixen og komikerne Andreas Bo og Lars Hjortshøj