LOKAL KULT-HELTS VILDE KARRIERE: SUPERLIGA, BYTURE OG BRYDEKAMP

Få lokale fodboldspillere har lige så mange oplevelser i bagagen som Steen Jensen, der nåede at blive en lokal kult-helt indenfor både fodbold og håndbold. Han er stadig fan af både NFC - og Manchester United. Foto: Sebastian Svensson

Håndbold- og fodboldkampe på samme dag, byture og smøger i pausen. Steen Jensen kom hele vejen fra B.1921 til Superligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: "Der er kun én Hr. Steen Jensen!"

Sådan lød slagslangen over stadion, når den tidligere Nykøbing-spiller trak i trøjen for Lolland-Falsters største fodboldklub.

- Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at score mål. Det har bare ligget i generne, tror jeg, siger Steen Jensen.

Angriberen var spydspids for det lokale fodboldflagskib, da det begyndte i 1994, hvor B.1901 og B.1921 lavede en overbygningsaftale i Nykøbing F. Alliancen og senere fusionerede til det, vi i dag kender som Nykøbing FC.

Gav den gas

Den luftfarlige kult-helt løfter sløret for sin karriere, der bød på alt fra Superliga-fodbold og håndbold i 2. division, til smøger i halvlegene og byture efter kampe.

- Første sæson i Alliancen spillede jeg Danmarksserie, og der gav vi den gas og gik på diskotek og i byen efter hver kamp. Det lå i kulturen. I slutningen af 80'erne var der nogle håndboldkampe i den næstbedste række, hvor jeg lige tog en smøg i pauserne - men den gik ikke i Alliancen, siger Steen Jensen med et grin.

Falstringens to karrierer på højt plan indenfor både fodbold og håndbold kørte sideløbende - og kunne også godt komme lidt for tæt på hinanden.

- Jeg spillede engang 90 minutters fodbold for Alliancen og efterfølgende en times håndbold. Jeg havde krampe i hele kroppen!, siger han.

Pools, Portugal og publikum

Efter en enkelt sæson i Nykøbing F. Alliancen med 35 mål i 34 kampe skiftede topscoreren til Næstved.

- Til sidst kunne jeg også mærke, at nu skulle jeg væk fra det. Dengang og i den alder, var det fantastisk, men det blev også for meget med al opmærksomheden i gader og stræder. Jeg gjorde ikke andet end at tale om sidste uges kamp eller næste uges kamp, og det var en af grundene til, jeg ville prøve noget nyt i 1995, siger han.

Steen Jensen nød fin succes i Næstved - blandt andet med en femteplads i Superligaen i sin debutsæson for de grønklædte, hvor han blev inviteret med på træningslejr i Portugal på trods af en lyskeskade.

Steen Jensen blev vinder af online-afstemningen om den bedste angriber i de nykøbingensiske fodboldflagskibs nyere historie. Arkivfoto: Anders Knudsen

- Jeg var undtagelsesvis kommet med, og jeg lå bare og slikkede sol ved poolen. Men det var, da vi kom hjem, at den nok ikke var helt god. Jeg undsagde mig den første træning efter ankomsten for at tage til beach-volley i Marielyst, hvor jeg så endte med at bryde med Hassan Torabi foran et stort publikum. Den var ikke helt god, siger Steen Jensen med et nostalgisk smil.

Fløj fra reden

Skiftet til Næstved var dog en "fantastisk oplevelse" for Alliance-legenden, der dog godt kunne føle presset en kende for meget engang imellem.


Det med at samle sig om en klub i stedet for to, det var en kæmpe ting og nok min største oplevelse i karrieren

Steen Jensen

Steen Jensen returnerede til det lokale fodboldflagskib efter halvandet år hos sydsjællænderne.

Allerede i sin første periode hos "bjørnene" havde han mødt en ung Claus Jensen.

- Han var fænomenal. Claus Jensen kom som ynglingespiller, og alle snakkede om ham. Han var sindssygt god, og han smilede hele tiden og var social. En rigtig hygge-mand, siger han om NFC's nuværende manager.

- Fortryder intet

Den lokale sportsstjerne var også til prøvetræning i Brøndby, hvor Morten Olsen var træner. Steen Jensen var sågar med klubben på træningslejr i Saudi-Arabien, men det blev ikke til kontrakt. '

Han scorede ellers et fint mål, men den gik alligevel ikke, og det er også fint nok, påpeger han.

Det største øjeblik i karrieren står også lysende klart. Og det er hverken i Brøndby, Portugal eller Næstved.

- Sammenlægningen af klubberne var klart det største. Det fyldte alt i lokalområdet. Det med at samle sig om én klub i stedet for to, det var en kæmpe ting og nok min største oplevelse i karrieren, siger han.

Som årene gik, rykkede den lokale sportshelt længere og længere tilbage på banen, og han sluttede som over 40-årig i NFH som målmand.

Og der er intet, der kigges skævt tilbage på, når den unikke angriber taler om karrieren, der tog ham fra B.1921 til dansk fodbolds højeste plan.

- Jeg fortryder ikke noget i min karriere. Ikke rigtigt. Men jeg ville nok have haft svært ved at passe ind i fodbolden nu om dage, siger Steen Jensen slutteligt med et smil.