Lokal lærerformand: Tilfreds med lockoutens afslutning

Foto: Anders Knudsen

Henrik Hansen fra Lolland-Falster Lærerforening er tilfreds med, at regeringen i dag har meldt ud, at de vil stoppe lockouten med et lovindgreb. Han er dog ikke helt tilfreds med indholdet af lovindgrebet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lærerne på de lokale skoler glæder sig over, at lockouten endelig er slut og de kan komme tilbage til deres elever.

- Jeg er sikker på, at de fleste skoler modtager børnene med flag og balloner på mandag, siger formanden for Lolland-Falsters lærerforening, Henrik Hansen.

- Jeg er ikke tilfreds med indholdet af de lovindgreb, som regeringen har præsenteret på et pressemøde torsdag formiddag - præsentationen var meget overfladisk. Og det kunne lyde som om, at folkeskolelærerne kommer til at arbejde efter samme arbejdstidsregler som gymnasielærerne. Det betyder, at der til hver lærer ligger meget store krav om registrering af, hvad arbejdstiden bliver brugt på. Vi vil foretrække, at vi forsætter med at give den enkelte lærer frihed til ansvarligt at disponere sin tid, siger han.

Henrik Hansen er også meget bekymret for lovforslagets tekst om at ordningen med, at ældre lærere kan gå ned i tid ændres.

– Det vil være en kæmpe belastning for de ældre lærere, og jeg tror mange vil forlade arbejdsmarkedet så tidligt som muligt, siger han. Og det er stik imod regeringens ønske om, at så mange ældre bliver på arbejdsmarkedet så længe som muligt.

Når skolerne mandag igen er bemandet med lærere, og der bydes velkommen tilbage til eleverne, kommer de næste udfordringer.

I regeringens lovindgreb er det nemlig også indbygget krav om, at eleverne får ekstraundervisning i den kommende tid som kompensation for den mistede undervisning i de fire uger, lockouten har varet.

- Her har vi naturligvis den holdning, at det ekstra, lærerne skal arbejde for at indhente den forsømte undervisning, bliver betragtet som overarbejde. Lærerne har jo reelt været afskediget under lockouten og bliver genansat fra på mandag, siger Henrik Hansen.