Lokal landboformand: Udslettelse af et erhverv

Formand for Dansk Landbrug Sydhavsøerne, John Nielsen Foto: Anders Knudsen/arkiv

Mener regeringer mangler indblik i branche, når der meldes ud, at lukning af minkavl ikke er permanent.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Onsdag kom beskeden fra regeringen om, at alle dansk mink skal slås ihjel. Det er en beslutning, som bestemt ikke falder i god jord hos formanden for den lokale landboforening, Dansk Landbrug Sydhavsøerne, John Nielsen fra Nørre Ørslev.

Han mener, at tusindvis af landmandsfamilier kan se frem til en usikker fremtid.

- Jeg er sikker på, at alle landmænd mærkede et sug i maven, et stik i hjertet og sendte alle vores kollegaer i minkbranchen en stor tanke, da regeringen onsdag lukkede en hel sektor i dansk landbrug.

John Nielsen mener, at når regeringen samtidig melder ud, at lukningen ikke er permanent, og at man senere kan etablere nye minkproduktioner, så vidner det om en fuldstændig mangel på indblik i den branche, de har givet dødsstødet.

- Hvad skal man avle på, når de mink, der er resultatet af verdens bedste avlsarbejde gennem generationer, er slået ned, spørger han og konkluderer:

- Det er udslettelse af en hel branche. Det er hovedrystende at se en erhvervsminister, der i ramme alvor foreslår, at man nu skal bruge minkhallerne til andre formål. Har han nogensinde set en minkhal? Det vidner om, at regeringen slet ikke er klar over, hvor store konsekvenser beslutningen har for en vigtig del af dansk landbrug, siger formanden.

Kritik af Fødevarestyrelse

Han mener der er tale om ren og skær ekspropriation.

- Det er ikke nok med hjælpepakker og mindre kompensationer. Der er tale om ren og skær ekspropriation - og det skal erstatningen afspejle i hele værdikæden med alt fra biler til fodercentralen og den fremtidige indtjening, siger John Nielsen.

Landbrug & Fødevarer arbejder sammen sammen med minkbranchen om at sikre de mange familier fuld erstatning også for fremtidige tab.

Hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne mener formanden, at forløbet op til lukningen af dansk minkavl har været uskøn affære, hvor det almindelige samarbejde mellem landbruget og myndighederne har været fuldstændigt fraværende - og branchen har måtte ty til aktindsigt for at få bare et lille indblik i, hvad myndighederne lavede.

- Epidemilovgivningen giver regeringen uhørt vide beføjelser, som vi ikke kender fra et demokrati, og beslutningen er sket uden inddragelse af erhvervet og udenom de andre partier i Folketinget - alle er sat uden for døren, lyder det fra John Nielsen.

Beskeden om at regeringen vil slå alle mink ihjel kom samme dag, som der var landsdelegeretmøde i Landbrug & Fødevarer, og hvor flere hundrede landmænd deltog i det digitale møde.

Forud for regeringens pressemøde havde de delegerede set videoer med tre socialdemokratiske ministre, der alle forsikrede om, at regeringen prioriterer et samarbejde med landbruget højt og erhvervsministeren udtalte, at nu skal vi sammen redde minkbranchen.

Intet samarbejde

Men den melding holdt ikke, siger John Nielsen.

- Knap tre timer efter fik vi beskeden om, at minkavlen i Danmark er fortid. Landbrug & Fødevarer blev orienteret en halv time før, atnyheden kom ud. Det er ikke, hvad jeg opfatter som samarbejde, lyder det fra formanden for Dansk Landbrug Sydhavsøerne.