Lokal SF'er: Jeg bliver ærligt talt provokeret

Anne Valentina Berthelsen giver ikke meget for regeringens udspil med knap 40 millioner kroner til at efteruddanne nogle af landets folkeskolelærere. Arkivfoto: Ingrid Riis

Folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen giver ikke meget for regeringens udspil med knap 40 millioner kroner til efteruddannelse af skolelærere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen undervurderer de udfordringer, folkeskolerne i Lolland Kommune har, og mandagens udspil fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) om knap 40 millioner til efteruddannelse – hvoraf Lolland Kommunes skoler vil få to millioner kroner – er en provokation. Sådan lyder reaktionen fra det lokale folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen (SF).

- Det er da fint, at man får en pulje til efteruddannelse af læse- og matematikvejledere, og det har givet en effekt. Men et sted som Lolland, hvor problemerne er så store, som de er nu – hvor hver tredje ikke består, og hver tredje tilflytter-barn har en børnesag med fra den tidligere kommune – der er så store udfordringer, at efteruddannelse af lærere ikke kommer til at gøre en kæmpe forskel. Regeringen undervurderer, at der er behov for flere penge, siger hun og gør det klart, at det efter hendes mening er anden gang på kort tid, regeringen fejler i forhold til at løse udfordringerne i folkeskolerne på Lolland-Falster.

Læs også: Flere millioner på vej til lokale skoler, men det er ikke en god løsning, pointerer skoleleder

Før sommerferien afsatte regeringen nemlig en halv milliard kroner til at styrke indsatsen i dansk og matematik, men valgte at fordele pengene ligeligt over hele landet.

Bliver provokeret

Den prioritering udløste kritik fra flere sider, og Anne Valentina Berthelsen er enig i, at pengene burde være fordelt anderledes – med en større andel til de kommuner, der har de største problemer.

- Man kunne have lavet en fordeling, der gav mere mening, i stedet for at alle får det samme. Gentofte og deres elever har ikke de store udfordringer. Der er det omkring to procent, der ikke består. Her er det 34! At man ikke anerkender den forskel, synes jeg er dybt kritisabelt. Og jeg bliver ærligt talt provokeret over en socialdemokratisk ledet regering, som efter at have fået så meget kritik for sin fordeling spiller ud med det her. Det er simpelthen for lille et plaster i for stort et sår, siger hun om de knap 40 millioner til efteruddannelse.

Beløbet sætter Anne Valentina Berthelsen i forhold til, hvad regeringen ellers bruger penge på.

- Jeg undrer mig over, at man kan bruge 10 milliarder til skattelettelser til de rigeste arvinger, men kun lige knap 40 millioner kroner til efteruddannelse. Det er overordentligt kritisabelt. Vi taler om børns fremtid, og om at de kommer så meget bagud tidligt i livet, at de kan få svært ved at få uddannelse og job. At regeringen ikke tager ordentligt hånd om det problem, synes jeg er dybt kritisabelt. Det er fint med efteruddannelse, men det er bare ikke løsningen.

At regeringen ikke tager ordentligt hånd om det problem, synes jeg er dybt kritisabelt.

Anne Valentina Berthelsen (SF), folketingsmedlem

Markant flere penge

Hvad skal der til?

- Et markant løft af folkeskolen. Hvis jeg var Mattias Tesfaye, ville jeg sætte markant flere penge af til at løfte det faglige niveau i folkeskolen, bruge flere ressourcer på at tiltrække dygtige pædagoger og lærere og puste ressourcer i PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning, red.). PPR har behov for at blive styrket i hele landet, men især i områder som Lolland, hvor man har så mange børn, der mistrives og ikke består dansk og matematik.