Lokale hospitalsklovne søges
Klovnen Karla, alias Kirsten Cenius. Foto: Arkivfoto
Arkivfoto
Børne- og Ungdomsafdelingen i Nykøbing F. Sygehus søger nye hospitalsklovne fra lokalområdet.
På Børne- og Ungdomsafdelingen i Nykøbing F. Sygehus hopper der i løbet af en uge fire hospitalsklovne rundt og underholder de børn, som er indlagt på afdelingen. Her er ønsket ved næste ansøgningsrunde til hospitalsklovneuddannelsen 5. december at flere lokale søger ind som klovneaspirant.
- De (hospitalsklovnene red.) gør en kæmpe forskel for børnene. De har en helt anden tilgang til børnene end vi har, som de jo også får i kraft af deres uddannelse, fortæller Susanne Husted, der er ledende oversygeplejerske på Børne- og Ungdomsafdelingen i Nykøbing F. Sygehus, og fortsætter.
- De kan tillade sig nogle helt andre ting end eksempelvis lægen kan. Det er guld værd, og det ville vi ikke kunne undvære. Vi kan bruge dem, for eksempel når vi udtager blodprøve, hvor de kan aflede børnenes opmærksomhed fra det der gør ondt.
Der er i øjeblikket 37 hospitalsklovne og otte under uddannelse i Danmark. De kommer rundt på 27 forskellige hospitaler.
En af de klovne der underholder og hjælper børnene på Børne- og Ungdomsafdelingen i Nykøbing er Klovnen Karla, alias Kirsten Cenius.
Hun er i øjeblikket den eneste hospitalsklovn på Nykøbing F. Sygehus fra lokalområdet, og hun peger på, at der er flere fordele ved at klovnene bor lokalt i stedet for i København.
- Der er noget rart for personalet og børnene ved at have muligheden for, at man kan komme hurtigt ud til afdelingen, hvis man bliver efterspurgt. For eksempel når der sker, eller der skal ske, noget større med et barn, fortæller Kirsten Cenius, der i øvrigt fortæller, at denne uge er "putteuge" for klovnene på børneafdelingen.
Der er dog også visse menneskelige krav, der skal opfyldes, for at man kan blive en god hospitalsklovn.
- Det kræver at du er i stand til at flytte opmærksomheden fra dig selv. Det kræver, at man får bygget en firewall op omkring sig selv, når man ser noget slemt. At man ikke ser det syge i børnene når man er ude hos dem, forklarer Kirsten Cenius.
Hospitalsklovneuddannelsen udbydes af foreningen Danske Hospitalsklovne, og varer halvandet år.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde