Lokale toppolitikere: Afvis USA’s tilnærmelser til Grønland

Marcus Knuth (til højre) på besøg ved Station Nord, en lille dansk militærstation i det allernordligste Grønland. Med på besøget var også den konservative partifælle Rasmus Jarlov. Privatfoto

Der er bred enighed blandt tre topprofiler fra Lolland-Falster, når det gælder Danmarks reaktioner på Donald Trumps planer om at annektere Grønland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Afvis USA’s tilnærmelser til Grønland.

Så kort kan man sammenfatte meldingerne fra tre politiske topprofiler fra Lolland-Falster, der alle har nære bånd og relationer til den nordlige del af Rigsfællesskabet.

- Vi skal blive ved med at slå fast, at hverken Danmark eller Grønland ønsker, at USA skal overtage Grønland. Vi kan for eksempel bede amerikanerne lukke deres konsulat i Nuuk, eftersom USA nu fører en politisk kurs, der strider direkte mod den danske, lyder det fra Marcus Knuth, der er folketingskandidat for de konservative i Guldborgsundkredsen.

Vi kan for eksempel bede amerikanerne lukke deres konsulat i Nuuk, eftersom USA nu fører en politisk kurs, der strider direkte mod den danske.

Marcus Knuth

Han har tidligere været grønlandsordfører for De Konservative og formand for Grønlandsudvalget i Folketinget.

- Det førte til mange spændende rejser til Grønland med fokus på både det danske militære engagement i Arktis og på lokale forhold i Grønland. Jeg håber inderligt, at vi kan bevare Rigsfællesskabet og det tætte forhold mellem Danmark og Grønland. Vi er forbundne gennem generationer på tværs af familier, kultur, sprog og økonomi. En afslutning på Rigsfællesskabet vil være en katastrofe - især for de mange familier, der har både dansk og grønlandsk oprindelse, for de mange grønlændere i Danmark og for de mange danskere, der bor i Grønland, siger Marcus Knuth.

Sagen kort

  • Donald Trump er flere gange kommet med udtalelser om at overtage kontrollen med Grønland.
  • I januar besøgte hans søn, Donald Trump Jr., Grønland på en kort visit.
  • Nu er det netop kommet frem, at J.D. Vances hustru, Usha Vance, og USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, angiveligt rejser til Grønland i næste uge.
  • Besøget er ikke bekræftet fra amerikansk side.

Trump er ikke USA

Også René Christensen, byrådsmedlem for Moderaterne og 2. viceborgmester i Guldborgsund Kommune, har gennem sine mange år som finansordfører på Christiansborg arbejdet med dansk-grønlandske spørgsmål.

Trump er ikke USA, og USA er formodentlig stadig en god allieret, men det er meget mærkeligt, at jeg er lidt usikker på det.

René Christensen

- Jeg har blandt andet deltaget i et togt med inspektionsfartøjet ”Knud Rasmussen” i Diskobugten, hvilket gav mig en dybere forståelse af de særlige geografiske og sikkerhedsmæssige forhold, som gør sig gældende i Arktis. Grønland spiller en central rolle i rigsfællesskabet, og jeg har stor respekt for den grønlandske kultur, historie og de udfordringer og muligheder, som landet står overfor.


Hvordan bør Grønland og Danmark reagere på Trumps gentagne udtalelser om at annektere Grønland?

- Jeg deler fuldt ud de grønlandske partilederes reaktion på Donald Trumps udtalelser, hvor de klart har afvist enhver tanke om, at Grønland kan eller vil blive solgt eller annekteret af USA. Sådanne udtalelser er ikke blot uacceptable, men også et brud på den respekt og suverænitet, som Grønland og Danmark har krav på. Grønland er et territorium inden for rigsfællesskabet. Den danske regering har også gjort det klart, at Grønland ikke er en handelsvare, og at vores fællesskab bygger på frivillighed og respekt. Trump er ikke USA, og USA er formodentlig stadig en god allieret, men det er meget mærkeligt at jeg er lidt usikker på det.

Vær høflig og avis

Også Kasper Roug, socialdemokratisk folketingsmedlem valgt på Lolland-Falster, har som tidligere grønlandsordfører ofte rejst i den nordlige del af rigsfællesskabet.

Han vurderer, at Danmark og Grønland vil komme styrket ud af den aktuelle debat om øget selvstændighed - og at det vil føre til mere klare rollefordelinger i rigsfællesskabet.

I forhold til Trumps tilnærmelser lyder svaret fra Kasper Roug:

- Vær høflig og afvis. Og påpeg, at det er grønlænderne selv, som bestemmer deres fremtid.


De tre politikere gør fælles front ved et debatarrangement om Grønland på Højskolen Marielyst tirsdag 25. marts, klokken 19.30.