Lokale Venstre-folk støtter deres formand

Lokale medlemmer af Venstre mener ikke der var anden løsning, end at Inger Støjberg måtte trække sig fra sin næstformandspost i partiet. Foto: Philip Davali. Ritzau Scanpix

- Kemien mellem Ellemann-Jensen og Støjberg var lige så dårlig som mellem Løkke og Kristian Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Efter Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen havde meldt ud, at han støttede en eventuel rigsretssag i den såkaldte instrukssag, og næstformand Inger Støjberg var hurtig til at sige, at hun ikke var enig med sin formand, var konsekvensen, at Inger Støjberg måtte forlade sin næstformandspost i partiet.

Hos lokale medlemmer af Venstre er der støtte til formanden, omend situationen ses som en trist udvikling.

Gennemgående er de lokale Venstrefolk, som Folketidende har talt med, enige om, at kemien generelt ikke fungere hos de to personer i toppen af Venstre.

- En næstformand i Venstre skal altid arbejde for, hvad der styrker Venstre og formanden. Jeg havde derfor håbet, at hun havde taget en pause fra sine tillidshverv, indtil sagen var overstået, og hun forhåbentlig kunne komme styrket tilbage. Det havde været godt for Venstre, for Jakob og for hende, men hun valgte desværre ikke den løsning, siger Ole K. Larsen, der er byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Venstre Guldborgsund.

Bo von Würden, formand for Venstre Guldborgsund, er enig.

- Det er rigtig trist, at Inger Støjberg måtte forlade næstformandsposten, men det er naturlig handling i sådan en situation. Det kan ikke nytte, at der er sådan en intern konflikt i partiet.

Ikke en fløjkrig

Bo von Würden mener ikke der har været tale om en fløjkrig i partiet.

- Det er nærmere et spørgsmål om manglende kemi mellem formand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg.

Han ser helst, at Inger Støjberg bliver i partiet.

- Hun er en meget dygtig politiker og meget dygtig til at kommunikere sine holdninger og vil blive savnet på posten.

Henrik Høegh, byrådsmedlem og viceborgmester i Lolland Kommune, ønsker også den nu tidligere næstformand som et aktiv i Venstre.

- Jeg er ked af, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg ikke kunne arbejde sammen. Men vi har jo set det med et tidligere makkerpar. Lars Løkke og Kristian Jensen kunne heller ikke få det til at fungere. Det resulterer i, at der bliver brugt kræfter på en irrational måde, siger Henrik Høegh.

Formand i Venstre Lolland, Benny Damgaard, er enig med Henrik Høegh i, at Inger Støjberg stadig har sin berettigelse.

- Efter Kristian Jensen måtte forlade næstformandsposten sidste år, har han knoklet på Christiansborg. Den bold synes jeg, at Inger Støjberg skal gribe, siger Benny Damgaard.

Han er helt på linje med sin landsformand i at støtte op om en rigsretssag.

- Vi kan i partiet ikke ønske en rigsretssag med statsminister Mette Frederiksen og så forsøge at dække over en af vores egne, siger Benny Damgaard, som er medlem af Venstres hovedbestyrelse

Ros til Jakob Ellemann-Jensen for at støtte en eventuel rigsretssag er der også fra byrådsmedlem og borgmesterkandidat hos Venstre i Lolland Kommune, Tine Vinther Clausen.

- Det er nu engang en formand, som styrer partiet. Sagen vil helt sikkert give dønninger i partiet, men nu er det tid til at komme videre, og jeg glæder mig til at tale politik frem for om interne problemer i partiet, siger Trine Vinther Clausen, som ikke lægger skjul på, at hun hører til på en anden fløj end Inger Støjberg.

Fokus på Lose

Hovedparten af de lokale venstrefolk vil ikke komme med et bud på en ny næstformand i partiet. Dog mener Benny Damgaard, at Stephanie Lose som er formand for de Danske Regioner kunne være et bud.