Lokalpolitiker i hård kritik af lokale folketingspolitikere

- Det er dybt skuffende og stærkt kritisabelt, at de lokalt folkevalgte fra de tre største partier på Christiansborg ikke har været i stand til at gøre en forskel i den her sag.

Sådan siger Nyt Guldborgsund Borgernes Listes politiske ordfører Poul-Henrik Pedersen (G) om det faktum, at Statsforvaltningen Sjællands hovedkontor i Nykøbing bliver næsten halveret, fordi arbejdsopgaverne flytter til andre af landets statsforvaltninger.

Kritikken er adresseret direkte til MF’erne Henrik Høegh (V), Lennart Damsbo (A) og Rene Christensen (O).
Især er han skuffet over, at der først og fremmest forsvinder vidensarbejdspladser i form af jurist- og psykologstillinger, som Lolland-Falster i forvejen mangler.

- Både vores borgmester og andre gode lokale kræfter har kæmpet for at bevare de her arbejdspladser - som jo i forvejen var kompensationsarbejdspladser, da Storstrøms Amt lukkede. Nu oplever vi igen, at man er langt bedre til at kæmpe sin sag i det jyske, siger Poul-Henrik Pedersen med henvisning til, at det lykkedes for de folkevalgte MF’ere i Vestjylland at sikre 125 årsværk i statsforvaltningen i Ringkøbing.

- De er gode til igen og igen at fortælle om alle deres fortræffeligheder, og at de er klar til at stå sammen for at kæmpe for Lolland-Falster. Men man kan konstatere, at det bare er uforpligtende skåltaler. For det er ikke den oplevelse, man har, når det kommer til reel handling, og det forarger mig, siger Poul-Henrik Pedersen.

Kritikken preller dog af på de tre lokale Christiansborg-politikere.
Både Rene Christensen, Lennart Damsbo-Andersen og Henrik Høegh mener, at Poul-Henrik Pedersens udsagn mest af alt skal ses som et indspark til den kommunale valgkamp.

- Det er jo bekvemt at råbe op - for som medlem af en borgerliste er han jo ikke forpligtet af noget som helst. Men jeg mener altså, at jeg har kæmpet for det jeg skulle i den her sag, siger Rene Christensen.

Henrik Høegh siger, at politik nu engang er sådan, at man vinder og taber.
- I sagen om statsforvaltningen tabte vi desværre. Men vi vinder jo heldigvis andre sager, siger han og peger på erhvervsområdet ved Nørre Alslev, som man fik lov at udvide.

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Kaffeklub kritiseres for uforpligtende skåltaler.

Offentliggjort Sidst opdateret