Lokalt smittetal falder

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Smittetallet i Guldborgsund Kommune ser ud til at have toppet for nu. Men i Lolland Kommune stiger det fortsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er både godt og skidt nyt, set med lokale briller, i mandagens corona-smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Efter i lang tid kun at være steget og steget, ser det nemlig ud til, at smitten er ved at aftage en anelse i Guldborgsund Kommune. Tallet toppede lørdag med 222 bekræftede tilfælde indenfor de seneste syv dage. Søndag faldt det til 218, og i dag mandag er det nede på 214.

Det hører dog med til historien, at resultaterne fra blandt andre Falcks hurtigtest ikke er med i opgørelsen fra SSI.

Men vælger man at tage ja-hatten på og håbe, at der er tale om et reelt fald, kan man samtidig glæde sig over, at incidenstallet (antal smittede pr. 100.000) er faldet fra 366,6 lørdag til 353,4 mandag.

Smitteprocenten er i øvrigt også faldet. Lørdag var den 3,21 i Guldborgsund Kommune, mens den søndag steg en alene til 3,23 for så at falde til 3,03 mandag.

I Lolland Kommune går tallene derimod fortsat den forkerte vej. Fredag var antallet af bekræftede smittetilfælde indenfor de seneste syv dage 100, og mandag er det steget til 113. Så sent som i onsdags var det nede på 69.

Incidenstallet er i Lolland Kommune steget fra 244,1 i fredags til 275,8 mandag. Til gengæld er positivprocenten faldet fra 2,42 fredag til 2,22 mandag.

På landsplan er antallet af bekræftede smittetilfælde mandag opgjort til 3.198. Antallet af indlæggelser er steget med 52 og har nu rundet 700 - helt præcis 713. Af dem ligger 87 på intensiv afdeling - heraf 53 i respirator. Der er 18 nye dødsfald ifølge SSI.