Lolland-Falster kan spare millioner

Foto: Polfoto

Dansk Industri mener, at Lolland og Guldborgsund kommuner kunne score stort på flerudbud af offentlige servicekontakter og øget privat-offentligt samarbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommunerne kan spare store beløb, hvis de i højere grad udbød deres serviceopgaver.

Det fastslår Dansk Industri (DI) i en analyse, som organisationen i denne uge præsenterer for samtlige kommunalbestyrelser i landet. På Lolland-Falster løber de mulige besparelser op i 88 millioner kroner årligt.

DI har fundet de 10 kommuner i landet, der udbyder flest opgaver og overført resultatet til øvrige kommuner i landet i en ny analyse.

Hvis Lolland Kommune udbød sine serviceopgaver i samme grad, ville kommunen årligt kunne spare 42 millioner kroner og dermed nedsætte sin beskatningsprocent med 0,7.

For Guldborgsund Kommune ville besparelsen være 46 millioner kroner, som svarer til en nedsættelse af skatteprocenten med 0,6, fastslår DI.

- Vi mener, at kommunerne ved at gøre brug af udbud får afklaret, hvorvidt de får løst deres opgaver på den bedste og billigste måde. Der er mange private virksomheder, som kan udføre flere af de opgaver, kommunerne selv står for. Undersøgelser viser, at kommunerne i gennemsnit kan spare 15 procent på opgaver, der bliver konkurrenceudsat. Så der er noget at gå efter, specielt i en tid hvor kommunerne er klemt økonomisk, siger formanden for Dansk Industri Lolland-Falster, direktør Allan Holstener Schmidt.