Lolland-Falster Lovestorm fylder seks år

I oktober 2015 blev lokale ildsjæle fejret på Store Vega i København med en stor lovestorm-fest. I år må den dog flytte online på grund af forsamlingsforbuddet. Foto: Claus Hansen/arkiv

- Det kan godt være, der bliver lidt pionerånd over det, men det må

man tage med godt humør, fortæller Kirsten Sydendal

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Mandag kan Lolland-Falster Lovestorm fejre seks år. Initiativet startede i april 2015 som en reaktion på blandt andet TV2-programmet "På røven i Nakskov" og ønsker at brande Lolland-Falster i et bedre lys, end det ofte bliver repræsenteret.

Mandag bliver dagen markeret med et virtuelt forsamlingshus grundet coronarestriktionerne. Her vil en række endnu hemmelige gæster fortælle om initiativer og projekter i landsdelen.

Dagen blive samtidig også brugt som en test til at holde flere virtuelle arrangementer under Lovestorm.

- Vi håber at kunne få rullet det ind i Lovestorm som en måde at mødes på en gang imellem. Vi håber jo i fremtiden at kunne mødes i virkeligheden, men parallelt også lave nogel møder online for hele gruppen, så de, der bor langt væk fra Lolland-Falster, også kan være med. Så det vil vi gerne træne her på vores fødselsdag, fortæller Kirsten Sydendal, der er formand for Lolland-Falster Lovestorm.

Den virtuelle fødselsdagsfejring starter mandag 19. april klokken 20.00 og forventes at vare en times tid. Hvis man ønsker at følge med, kan man finde et link til fejringen på lovestorm.dk. Det virtuelle forsamlingshus vil foregå over programmet Zoom.