Lolland får vaccinerne sidst

Foto: Per Houby, arkivfoto

Vaccinerne fordeles til kommunerne efter incidenstal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Julefreden sænker sig ikke helt over Lolland Kommune, hvor coronaen stadig sætter sit præg på arbejdsdagene.

Der skal gøres klar til at vaccinere plejehjemsbeboere, og kommunen arbejder også hen imod at oprette nødpladser, som kan tage imod udskrevne ældre patienter.

Lolland Kommune har dog lidt ekstra tid at arbejde i. Vaccinerne i Region Sjælland fordeles til kommunerne efter incidenstal, og her står Lolland sidst i køen.

”Vaccinationen kommer ikke til at starte op samtidig i alle kommuner… Da Lolland Kommune, trods den seneste smittespredning, har et lavere incidenstal, står den sidst på listen”, skriver kommunen.

Dog forventer kommunen at skulle i gang med at prikke plejehjemsbeboere med første omgang af vaccinen i løbet af få dage.
”Startdatoen kendes endnu ikke, men første bølge ventes gennemført i alle kommuner inden 4. januar”.

Kommunens corona-beredskab holdt tirsdag det sidste møde inden jul og kunne her konstatere, at epidemien fortsat er i vækst i kommunen.

Aktuelt er der 113 smittede over de sidste syv dage og et incidenstal på 276, og det er ikke længere de unge i kommunen, der driver smitten.
”Den er meget spredt og uden tydelige mønstre, så det er vanskeligt at slå ned på isolerede smitteudbrud med målrettede indsatser”, skriver kommunen.

I medarbejderstaben mærker man også, at smitten begynder at snige sig ind.
”Konsekvensen er, at vi oplever stigende pres på medarbejderressourcerne i plejesektoren”, konstaterer kommunens ældresektor.

For at forhindre smitte flytter kommunen ikke rundt på medarbejderne mellem plejeteams, og det kan borgerne komme til at mærke.
”Det betyder, at det kortvarigt kan være nødvendigt at sænke serviceniveauet for at fokusere på den essentielle pleje”, advarer kommunen.

Region Sjælland har aktuelt mange indlagte med covid-19 – flere end i foråret. Derfor kigges der på muligheder for at straks-udskrive patienter og oprette nødhospitaler i de enkelte kommuner.

Derfor er Ældre & Sundhed i Lolland Kommune ved at udpege plejecentre, hvor der eventuelt kan oprettes nødpladser. Her er Skovcentret i Nakskov i spil.

Desuden arbejder kommunen netop nu på at finde sygeplejersker, der kan observere de plejehjemsbeboere, som er blevet vaccineret, da ikke alle kommunens plejecentre har sygeplejersker på matriklen.

Kommunen slutter af med at takke alle de medarbejdere, der arbejder i julen og nytåret – og nu må løbe endnu stærkere på grund af ekstra corona-opgaver.