Lolland hverken kan eller skal løfte statens opgaver

Foto: PALLE NEVAD FRANDSEN

Lolland har sat en million kroner af til at belyse økonomisk skævvridning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Høje boligpriser i København og alt for mange tomme, billige boliger på Lolland gør ondt på økonomien i Lolland Kommune. Det har de lokale politikere længe forsøgt at overbevise Indenrigsministeriet om - uden det store held.

I det budgetforlig, der i går fik opbakning af 27 ud af 31 byrådsmedlemmer, har man afsat en million kroner til at undersøge de økonomiske konsekvenser af de flyttemønstre, som især i de senere år er taget til. Mens veluddannede lollikker søger mod hovedstaden, er mange nye borgere på kontanthjælp. Hverken refusioner eller kommunal udligning dækker kommunens omkostninger, og dermed er den lollandske økonomi under konstant pres.

De lollandske byrødder mener, at hele problematikken er et anliggende for hele landet - og ikke et specifikt problem for Lolland. Derfor vil man have Christiansborg til at tage ansvar.

“Forligspartierne kan ikke acceptere, at udgifter påført området fra især Hovedstaden og Sjælland, alene skal betales af Lollands skatteydere. Nationale problemer må løses på nationalt niveau. De kan ikke løses af Lolland alene,” lyder det i budgetforliget.

Hvis ikke staten finder en måde at kompensere Lolland Kommune for de store udgifter, den har ved disse borgere, ser de lokale politikere sig nødsaget til at afholde udgifterne ved kasseforbrug. For de kommunale nedskæringer kan byrødderne ikke fortsætte med endnu et år.

Du kan læse mere om byrådets bekymringer i tirsdagens udgave af Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC

Klik her for at læse via en mobil enhed