LUKKER UDDANNELSER OG AFSKEDIGER MEDARBEJDERE

Arkivfoto: Anders Knudsen

Den lokale erhvervsskole har besluttet at nedlægge to uddannelser. Samtidig siger man farvel til en række medarbejdere bredt i organisationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bestyrelsen for den lokale erhvervsskole Celf, med afdelinger i Nykøbing, Maribo og Nakskov, har besluttet at nedlægge to uddannelser.

Samtidig har man - som Folketidende tidligere har fortalt - afskediget 14 medarbejdere bredt i organisationen. Det fortæller den ene af Celfs direktører, Søren Vikkelsø, til Folketidende.

Medarbejderne blev sindet om opsigelserne for tre uger siden, og nu er beslutningen altså endeligt truffet, og det betyder, at 14 ansatte mister deres job.

- Vi er kede af at skulle sige farvel til dem, for det er dygtige medarbejdere, men det er hårde tider for erhvervsskoler over hele landet i øjeblikket, og vi er ikke de eneste, der har sindet folk, siger Søren Vikkelsø.

Uddannelser nedlægges

De to uddannelser, der nedlægges, er automatik- og procesuddannelsen samt uddannelsen til cykelmekaniker. Det er eleverne ifølge Søren Vikkelsø blevet informeret om pr. brev i dag, tirsdag.

- Det er en kombination af, at vi skal spare, og at der ikke er elever nok på de to uddannelser. Det er dyrt at opretholde en fornuftig kvalitet i uddannelserne, og det har vi ikke længere ressourcer til, hvis vi også skal opretholde en fornuftig kvalitet i de øvrige uddannelser, forklarer Søren Vikkelsø og tilføjer, at man har vurderet, at det derfor er det rigtige tidspunkt at nedlægge de to uddannelser.

Celf er en af blot tre erhvervsskoler i Danmark, som udbyder uddannelsen til cykelmekaniker, og man har lavet en aftale med de to andre skoler, TEC i Hvidovre og Herningsholm Erhvervsskole i Herning om, at eleverne kan færdiggøre deres uddannelse på en af dem. Ifølge Søren Vikkelsø drejer det sig om 15-16 elever.

Uddannelsen er blevet udbudt på Celf i en længere årrække, og allerede i 2011 kunne Folketidende fortælle om en senere meget kendte dansk cykelrytter, som tog grunduddannelsen til cykelmekaniker i Nykøbing.

Hvad angår de 12-13 elever på automatik- og procesuddannelsen, har Celf lavet aftaler med SDE, Syddansk Erhvervsskole, om, at eleverne kan fortsætte deres uddannelse der, hvis de vil. Og man er nogle små detaljer fra at have en tilsvarende aftale klar med erhvervsskolen ZBC, der har afdelinger flere steder på Sjælland, oplyser Søren Vikkelsø.

Derudover udbydes uddannelsen på en række andre erhvervsskoler, som eleverne også kan søge til.

De elever, der er i gang med et grundforløb på uddannelserne, gør det færdigt på Celf, men når det er slut til januar, er det også farvel til de to uddannelser lokalt.