Mand anholdt efter skyderi i Moseby

Politiet rykkede ud med hunde og kampklædte betjente. Foto: Privatfoto

Et større opbud af kampklædt politi rykkede natten til lørdag ud for at anholde mand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Klokken 23.23 natten til lørdag modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om skyderi i Moseby på Falster. Det fik ordensmagten til at rykke ud med kampklædte betjente, hundepatruljer og en ambulance. Et vidne på stedet fortæller om fem politibiler og en indsatsleder.
Først fire timer senere - omkring klokken 03.30 - blev manden anholdt.

- Vi har haft gang i en anholdelsesaktion. En mand har skudt med et jagtvåben - formentlig i en brandert. Vi har anholdt manden uden yderligere dramatik, fortæller vagthavende hos politiet.

Han forklarer, at aktionen tog flere timer, fordi området først skulle spærres af.

- Vi er nødt til at sætte en særlig indsats op og indramme stedet, så vi ved, hvor vi har ham - også af hensyn til vores eget personales sikkerhed. Vi sender ikke bare en almindelig patrulje ud, siger han og understreger, at der ikke var blevet fremsat trusler, hverken mod politiet eller andre.

- Men når han har et skarpladt våben i huset og har afgivet skud, tager vi ikke chancer, fastslår vagthavende.

Han tilføjer, at den anholdte formentlig vil blive sigtet for at overtræde Jagtloven.

- Han har ikke skudt mod nogen personer eller truet med det, men det er alvorligt nok, fastslår vagthavende.

Lørdag morgen fortæller vagtchef Henrik Karlsen, at sagen ikke ender med nogen alvorlig sigtelse: Manden har både jagttegn og våbentilladelse.

Han vil lørdag morgen blive afhørt og derefter løsladt.