MANGE MYTER OM MYRER: SÅDAN FÅR DU FAKTISK BUGT MED KRYBET

Sorte havemyrer er forholdsvis harmløse, og de ødelægger ikke huset. Andre typer af myrer skal man til gengæld agere ret hurtigt på. For eksempel herkulesmyren. - De lever af at gnave i træ, og de ligner store skovmyrer, siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer. (Arkivfoto).

Kaffegrums, kanel og kogende vand. Der findes masser af husråd til bekæmpelse af myrer, men mange af dem virker kun kortvarigt

Offentliggjort Sidst opdateret

De pibler ind ved dørpaneler, gulvbrædder og sprækker ved vinduerne.

De går i frugtfadet på køkkenbordet, den tomme pizzabakke i entréen og indtager terrassen.

- Myrer kan grave rigtig langt. De kan grave ind under huset, og hvis der er sprækker i betongulvet, kan de også komme op der, siger Tine Sode, som er fagekspert hos Videnscentret Bolius.

Det kan altså være lidt af en kamp at få bugt med myrerne, men der er tiltag, der kan mindske risikoen for, at de søger indenfor.

Kaffegrums, kanel, peber, kogende vand og appelsinskal er nogle af de husråd, man kan finde mod myrer, men det er ikke alt, der virker.

For at undgå at friste myrerne til at søge indenfor skal man lade være med at have søde sager som frugt, marmelade og slik stående fremme.

- Hvis man har tabt et stykke frugt eller noget sødt på gulvet, kan man se, at de styrer lige imod det. De elsker det. Det er derfor, de kommer ind, siger Tine Sode.

Har du fliseareal rundt om huset, vil du ofte kunne se, hvis der opholder sig myrer der.

De findes nemlig ofte langs huskanten, og der vil ligge sand eller grus, som myrerne har skubbet op, forklarer Tine Sode.

Og på fliseareal og terrasser er der faktisk noget, man kan stille op.

Man kan hælde kogende vand ned i hullerne langs muren - det er nemlig der, æggene ligger.

- Det får æggene til at koge, og så bliver der ikke produceret flere myrer lige der. Man skal nok gøre det ad et par omgange, siger Tine Sode.

Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer, understreger, at det er en fordel at sætte ind med kogende vand, så snart man ser tegn på myrer.

Der skal nemlig en helt del kogende vand til at få bugt med et udviklet myrebo, der ligger halvanden til to meter nede i jorden - og ikke unormalt har 25.000 indbyggere, fortæller han.

Andre hustips som kanel, appelsinskal og kaffegrums kan godt virke - men kortvarigt

- Det kan få myrerne til at kravle udenom, men det kommer aldrig til at opløse et bo, siger han.

Det er svært at forebygge myrer i huset, for man ved sjældent, hvor de kommer fra. Ifølge Claus Schultz skyldes det den centrale figur i myreboet: dronningen.

Efter hun er blevet klækket om sommeren, parrer hun sig med hannerne og flyver fra sit fødebo.

Hun lander et nyt sted, graver sig ned og gnaver vingerne af. Her gør hun sig klar til at begynde et nyt bo, og om foråret lægger hun æg.

- Det er umuligt vide, hvor dronningen gemmer sig, siger Claus Schultz.

For at ødelægge boet kan man sprøjte med insektmiddel der, hvor myrerne er.

Er de endt indenfor, vil man typisk bruge en myregelé, der indeholder sukkerstof, som tiltrækker myrerne.

- Myrerne tager det med ned i boet. Det ligger i en lille boks, så det er ikke farligt for børn eller husdyr. Det er en meget sikker metode, siger Claus Schultz.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at sorte havemyrer, som vi oftest støder på i nærheden af huset, ikke gør den store skade, forklarer Tine Sode.

- De ødelægger ikke noget ved huset, og de er ikke bakteriebomber - de er bare irriterende, siger hun.

/ritzau fokus/

* En myre bliver født til en bestemt opgave, og så laver den det resten af livet.

* Den centrale figur i myreboet er dronningen. Hun lægger æg hver eneste dag i sæsonen, og hun kan gøre det i 10 til 20 år.

* Nogle myrer tager sig af æggene, nogle skiller sig af med affald, nogle sørger for at åbne og lukke gange for at skabe ventilation, og nogle er dørmænd, som identificerer, hvem der kommer ind og ud af boet.

* Myrer agerer også kvægavlere. De har en symbiose med bladlus, der afgiver honningdug, som myrerne elsker.

Kilde: Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer.