Mange smittede på skoler

Arkivfoto. Foto: Claus Hansen

De høje smittetal kan også ses i skolerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst 81 elever på skolerne i Lolland Kommune er testet positiv for corona i den forgangne uge, viser seneste opgørelse fra Lolland Kommune.

Ifølge tallene, der ikke indeholder smittetal for Rødby Skole og Holeby Landsbyordning, da de ikke har nået at melde tallene ind, er det især Maribo Skole, specialskolen og Søllested Landsbyordning med henholdsvis 21, 20 og 17 smittede elever, der er ramt i disse dage.

Ifølge opgørelsen er 18 medarbejdere på skolerne også nede med coronasmitte.

Det er især på specialskolen med otte smittede, mens Maribo Skole og Søllested Landsbyordning hver har tre smittede. Ole Frederiksen, der er skoleleder på Rødby Skole, fortalte i fredags til Folketidende, at fem medarbejdere på Rødby Skole var ramt af corona.

Mandag viste Statens Serum Instituts nyeste opgørelse, at der de seneste syv dage var konstateret 874 smittede borgere i Lolland Kommune.