Manglende mobildækning i Hesnæs er igen i fokus

Foto: Anders Knudsen

En episode, hvor en kvinde måtte køre flere kilometer væk fra stranden i Hesnæs for at slå alarm, da en mand fik et ildebefindende, sætter nu fokus på den manglende mobildækning i Hesnæs.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den manglende mobildækning i Hesnæs er et problem.

Det mener i hvert fald lokalpolitiet efter lørdagens episode, da en 81-årig mand fik et ildebefindende og faldt om i vandet lige ud for Hesnæs Bæks udløb til stranden.

For at slå alarm måtte en kvinde køre i sin bil flere kilometer væk fra stranden for at prøve at få forbindelse med 112, så en ambulance kunne komme frem til Hesnæs.

- Uden mobildækning bliver tingene meget besværlige. Det er derfor, at episoden udviklede sig, som den gjorde, siger vicepolitikommissær Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Han fulgte i øvrigt episoden på tæt hold. I lørdags var han nemlig selv på arbejde i politiets vagtcentral, der har til huse i Næstved.

Han fortæller, at alarmen fra kvinden ved stranden indløb til politiets alarmcentral klokken 16.52.

- Der var tale om en syg og hjælpeløs person. Vi sendte derfor alarmen videre til Region Sjælland, der så kunne sende en ambulance, kørsel 1, til Hesnæsvej 71, oplyser Arne Holdensen.

Politiet blev dog selv involveret i episoden.

- Da episoden foregik ude i vandet, betegnes det som søredning.

- Derfor fik vi en meddelelse op på vores skærm om det, og så kunne vi sende en patrulje af sted. Den var fremme i Hesnæs klokken 17.25, siger Arne Holdensen.

På det tidspunkt var der ikke noget for politiets patrulje at gøre.

Da havde en ambulance hentet den 81-årige, som var blevet genoplivet på stranden og kørt ham til sygehuset i Nykøbing.

Undervejs var der også rekvireret en akutbil og en helikopter, men helikopteren blev aflyst igen.

Region Sjællands alarmcentral oplyser, at man samtidig talte med kvinden og politiet over telefonen.

- Men vi talte først med kvinden over telefonen, og derefter sendte vi meldingen videre til regionens alarmcentral, siger Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing.