Marcus Knuth: - Det overrasker mig, hvor mange af mine venner der vil stemme på Trump

Marcus Knuth er vokset op på Lolland og har ad to omgange boet i USA. Begge gange er han kommet tæt på en amerikansk valgkamp, og også i år følger han valget tæt. Arkivfoto: Ingrid Riis

Marcus Knuth har ad flere omgange boet i USA og dermed også oplevet to amerikanske valgkampe på tæt hold. Vi har spurgt ham, hvem han selv ville stemme på, hvis han havde muligheden.

Offentliggjort Sidst opdateret

På tirsdag går amerikanerne til valg. Og mens danskerne ifølge en ny Gallup-måling ikke er i tvivl om, hvem de ville stemme på – 88 procent vil stemme på Kamala Harris, mens 5 procent ville sætte kryds ved Donald Trump – er en del amerikanere stadig usikre.

Og det forstår Marcus Knuth (K) faktisk godt.

Han er opvokset på Lolland og har ad to omgange læst på et amerikansk universitet. Første gang i år 2000, hvor han i tre år læste på University of Virginia og oplevede valgkampen mellem Al Gore og George W. Bush.

Jeg håber virkelig, at retorikken aldrig bliver på samme måde herhjemme.

Marcus Knuth (K)

Tolv år senere tog han til Boston, hvor han læste to år på Harvard University og fulgte valgkampen mellem Mitt Romney og Barack Obama.

- Amerikanerne står over for et valg mellem en kandidat på den yderste højrefløj og en på den yderste venstrefløj, som jeg ser det. Her i Danmark er vi vant til at have mindst ti partier at stemme på, forklarer han.

Splitter et helt folk

Og det har overrasket ham, hvor mange af hans amerikanske venner der støtter Donald Trump.

- Den store stigning i illegal immigration og kriminalitet de seneste år har betydet, at en del borgere er flyttet fra deres hjem i New York. Flere gader er fyldt med folk, der er helt skæve på stoffer. En udbredt holdning er, at Joe Biden i sin præsidenttid ikke har gjort nok for at standse det. Og selvom Trump siger nogle ret vilde og skøre ting, siger han også, at han vil slå ned på netop kriminalitet og salget af narko. Så når man oplever det på sin egen gade, forstår jeg faktisk godt, at man tænker i de baner.

Marcus Knuth fra dimissionen fra Harvard i juni 2013. Han står sammen med en god kammerat fra Holeby på Lolland, Jacob Stentebjerg-Olsen, som har boet i USA de sidste mange år. Privatfoto

Selvom det er længe siden, at Markus Knuth sidst boede i USA, holder han sig orienteret i både de brede nyhedsmedier og i dem, der åbent lægger sig i den demokratiske og republikanske lejr. Derudover har han et stort netværk, som holder ham opdateret.

Ekstrem retorik

Her oplever han, hvor stor en splittelse dette valg har skabt i det amerikanske folk.

- Der er jo familier i mit eget netværk, som simpelthen har aftalt ikke at tale om politik med hinanden, fordi de er så uenige, siger han.

En del af splittelsen kommer på grund af en ekstrem retorik, som er blevet mere voldsom under denne valgkamp.

Øgenavne som "fascist" bliver slynget af sted, uden at de to kandidater helt ved, hvordan man bruger dem rigtigt.

- Jeg håber virkelig, at retorikken aldrig bliver på samme måde herhjemme. Det er så grimt, når det bliver til personlige angreb. At bruge de ord mod hinanden bringer debatten ned på et meget lavt niveau. Når jeg har været i tv-showet 'Clement', har han altid sagt: 'Jo mere uenig man er, jo pænere tone skal man holde.'

Svag kandidat kan ikke skære igennem

Marcus Knuth forstår godt, at danskerne hælder til en demokratisk præsident. Det er en generel europæisk holdning.

Trump truer med at smide lande, der ikke betaler to procent af deres bruttonationalprodukt til NATO, ud, ligesom han vil opbygge toldmure omkring landet og negligere europæernes klimadagsorden.

- Men jeg ser også Kamala Harris som en meget svag kandidat, og man ved ikke rigtig, hvad hun står for. En af hendes store opgaver som vicepræsident var at få styr på grænsen, og det har hun ikke gjort. En stor del af debatten handler om at være for eller imod Trump, og hun får ikke skåret igennem med sin politik. Men jeg er lige ved at tro, at selv amerikanske børn i 5. klasse ved, hvad Donald Trump står for. Så jeg forstår godt, at mange hælder til at stemme på ham.