Massedød blandt bier på Lolland-Falster
arkiv. Foto: Polfoto/Dalsgaard Miriam
Polfoto/Dalsgaard Miriam
Flere biavlere har oplevet store dødstal blandt deres bier denne vinter. Særligt Lolland og Falster har været hårdt ramt. Lokal biavler mener, at forklaringen skal findes i brug af pesticider.
For et lille års tid siden kunne vi fortælle om, hvordan biavl som hobby har opnået stor popularitet blandt danskerne. På året for deres 150 års jubilæum kunne Danmarks biavlerforening melde om højeste medlemstal i 20 år.
Læs også artikel: Danskerne er blevet bidt af biavl
Hovedparten af medlemmerne, cirka 93 procent, er det man kalder fritidsavlere, men cirka 2 procent har biavl som deres erhverv.
En af dem er Asger Øxenhaven, der har Ideslettens Biavl på Lolland. Hans navn begyndte at figurere i medierne i denne uge, efter at han delte et opslag på Facebook, hvor han fortalte om, hvordan 159 af hans 179 bifamilier er døde hen over vinteren. En familie består i vinterperioden af cirka 60.000 bier, hvilket vil sige, at han har mistet i omegnen af 9.540.00 bier.
I en normal vintersæson vil man kunne forvente et tab på 10 procent, så et tab på næsten en million bier kan mærkes, ikke mindst økonomisk.
- De sidste syv år har jeg levet af biavl. Jeg producerer forskellige produkter som honning, øl og mjød… Så det er mit levegrundlag, der stort set er forsvundet, siger Asger Øxenhaven.
Men han er langt fra alene. Siden han delte sin historie på de sociale medier den 3. marts, har mere end 200 kommenteret, og opslaget er blevet delt mere end 1.500 gange.
I en stor del af kommentarerne berettes om lignende oplevelser rundt i hele landet. Flere har også henvendt sig til Asger Øxenhaven.
- Jeg har modtaget henvendelser fra 25-30 personer, der hver har mistet op til 150 bifamilier, fortæller Asger Øxenhaven.
Hos Danmarks Biavlerforening er de bekendt med problemet. De udgiver hvert år i maj en opgørelse over vintertab.
- Vi hører både om avlere, der har mistet alle eller halvdelen af deres familier… Det er selvfølgelig en negativ udvikling, som vi vil holde øje med, siger Knud Graaskov, der er formand for Danmarks Biavlerforening.
En ting er, at Asger Øxenhaven nu står med et kæmpe økonomisk tab, som han ikke har mulighed for at få dækket, og som han derfor selv skal til at opbygge igen.
Men det er ikke det, der bekymrer ham mest. Han går mere op i at få udbredt viden om årsagen, som han mener skal findes i pesticider. Særligt Neonikotinoiderne, der fungerer ved at angribe insekterne centralnervesystem, er under mistanke.
- Under normale forhold vil man se, at bierne dør i bistaderne, men her er der tale om store grupper af bier, der forlader bistaden, fx for at hente vand, og så ikke kan finde hjem igen, forklarer Asger Øxenhaven.
I 2013 forbød EU tre insektgifte med begrundelsen, at man frygtede, at det forårsagede bidød. Dog har landmænd, der dyrker raps fået dispensation til fortsat at benytte giften.
Når Asger Øxenhaven mister sine bier, er det ikke blot hans produktion og økonomi, der lider tab. Hver sæson bestøvet hans bier nemlig afgrøderne hos 93 landbrug på Lolland-Falster og øerne. Afgrøder der er fuldstændig afhængige af biernes pollen for at de kan vokse. Det samme gælder for frugttræer, buske og blomster.
Når vi ser en stigning i fritidsbiavlere kan det dels forklares med et stigende fokus på netop nedgang i bier, ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Men ifølge Asger Øxenhaven vil vi ikke kunne løse problemet så længe, der vendes det blinde øje til det, der dræber bierne.
- Det kan godt være, at der ikke er fundet nogen klare beviser på sammenhængen endnu, men når så mange bier falder om og dør, så burde man tage det mere seriøst… Det er positivt, at der kommer flere biavlere, for vi har brug bierne, men det nytte jo ikke noget, hvis de nye bier også dør, siger Asger Øxenhaven.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb