MASSER AF BØDER: SLUKKEDE BAGLYGTER I TÅGE

På omkring en time har Fyns Politi givet bøder for 25.000 kroner for slukkede baglygter, selv om der var tæt tåge. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På en time har politiet udskrevet bøder til bilister for i alt 25.000 kroner for at have slukkede baglygter.

Offentliggjort Sidst opdateret

På omkring en time har Fyns Politi udskrevet bøder for 25.000 kroner for at køre med slukkede baglygter på bilen.

Det skriver politikredsen på Twitter.

Man skal altid køre med tændte forlygter, men der er også krav om, at man kører med tændte baglygter, hvis det er inden for lygtetændingstiden eller der er lav sigtbarhed.

Onsdag morgen og formiddag er der tæt tåge på Fyn ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Kører man uden tændte baglygter, når der eksempelvis er tæt tåge koster det en bøde på 1000 kroner ifølge Rådet for Sikker Trafik.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der mange biler, som har en indstilling, som sikrer, at baglygterne tænder, når det bliver mørkt.

Men den indstilling registrerer ikke altid, at det eksempelvis bliver tåget, og derfor er det ikke sikkert, at baglygterne bliver tændt.

Man kan tjekke om baglygterne er tændt ved at se, om der er lys i instrumentbrættet på ens bil ifølge Rådet for Sikker Trafik.

Fyns Politi skriver på Twitter, at det fortsætter sin indsats på området.

Varslet, som er udsendt af DMI gælder for Fyn, dele af det sydlige Sjælland og Syd- og Sønderjylland. Tågen forventes at lette i løbet af formiddagen.