Medie: Større varmecheck til flere husstande kan være på vej
Regeringen og klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) kan være på vej med en aftale om en større varmecheck end først aftalt. Samtidig skal flere husstande have checken. Det viser et aftaleudkast ifølge Politiken. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ifølge Politiken har regeringen tirsdag sendt et udkast til en ny aftale om en varmecheck ud til dele af de partier, der var med til at lave den første aftale om en varmecheck.
Udkastet viser ifølge avisen, at en aftale om en ny varmecheck, der er både højere og skal gå til flere husstande, kan være på vej.
I den oprindelige aftale skulle husstande med en samlet indkomst på under 550.000 kroner om året modtage 3750 kroner som en varmecheck.
Ifølge Politiken viser udkastet til en ny aftale, at checken forhøjes til 5900 kroner og gives til husstande med en samlet indkomst på under 650.000 kroner.
Det fremgår ikke, hvordan Politiken er kommet i besiddelse af udkastet, ligesom der ikke er nogen, der bekræfter avisens oplysninger.
Hvis gruppen af husstande, der modtager en varmecheck, udvides, sådan som Politiken beskriver, vil det ifølge avisen betyde, at yderligere 75.000 husstande vil modtage den sammenlignet med den oprindelige aftale.
Den første aftale om en varmecheck blev indgået i februar. På daværende tidspunkt havde Rusland ikke invaderet Ukraine, men stigende gaspriser betød allerede dengang forhøjede varmepriser.
Siden har den russiske invasion betydet, at energipriserne er steget yderligere.
I sidste uge kom det frem, at varmechecken tidligst vil kunne udbetales til august.
Det fik klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) til at beklage. Samtidig indkaldte han til forhandlinger om en ny aftale om en varmecheck.
Det er de forhandlinger, som ifølge Politiken har kastet et udkast til en ny aftale af sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde