Messi-drømme trods særlige udfordringer: - Her kan de få selvtillid, der gør, at de kan komme videre

- Nu skal vi i gang med boldene, siger Christina Larsen til nogle af Level X-spillerne. Foto: Bjarne Arildsen

Nørre Alslev Boldklub har et fodboldhold for spillere med særlige udfordringer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Diagnoser er ingen hindring, hvis man en dag  vil lege Messi eller Ronaldo på en fodboldbane.

I hvert fald ikke i Nørre Alslev Boldklub (NAB).

Gennem flere år har klubben nemlig haft et hold, Level X, for lokale spillere mellem 10 og 15 år med særlige udfordringer, som det kaldes.

Og via træningen hos Level X kan mange af dem senere fortsætte til andre, "normale" hold.

- Her kan de få den selvtillid, der gør, at de kan komme videre og spille andre steder, siger Christina Larsen.

Hun har haft holdet i de seneste tre år.

Her kan de få selvtillid.

Christina Larsen, holdleder for Level X

Tilpasset træning

Sammen med Susan Rasmussen står hun for træningen, der finder sted hver torsdag eftermiddag i en time eller halvanden.

Fodboldfilosofien for holdet er, at træningen skal være tilpasset spillerne, som for eksempel lider af autisme, ADHD eller social angst.

Det sker ved at stille krav, som spillerne kan opfylde.

- Træningen skal være på deres præmisser, understreger Christina Larsen.

Christina Larsen (til højre) og Susan Rasmussen er holdledere for Level X. Foto: Bjarne Arildsen

Udendørs

Desuden lægger hun og Susan Rasmussen vægt på, at det skal være sjovt at være hos og træne med Level X.

Det synes de syv spillere, der lige nu er på holdet, også, at det er.

De møder i hvert fald troligt op til træningen, som trods årstidens kolde vejr finder sted udendørs på en af banerne på NABs anlæg.

- Måske ville de hellere spille ned i hallen, hvor der er varmt. Men nej. Vi spiller udendørs, slår Christina Larsen fast.

Undervejs i træningen er der også tid til masser af pjat og dril under bold- og løbeøvelserne.

Og det går både mellem spillerne indbyrdes og mellem spillerne og deres to holdledere.

Foruden det sportslige gør de to holdledere også meget ud af det sociale omkring holdet.

Det gælder for spillerne, men i høj grad også for deres familier.

På sidste træningsdag var der æbleskiver til alle. Foto: Bjarne Arildsen

Fællesspisning

- Vi har fællesspisning, hvor forældrene også deltager, en gang om måneden, fortæller Christina Larsen.

Til sidste træning inden jul havde hun desuden bagt en masse æbleskiver til de syv spillere.

Og de tog godt for sig af godterne i klubhuset efter træningen.

Som nævnt er der i øjeblikket syv spillere på Level X-holdet.

Men der er også plads til flere, for her er diagnoser ingen hindring.

En del af holdet

  • Level X hører under et projekt, som hedder En del af holdet.
  • En del af holdet er et tilbud om fodbold til børn og unge med særlige behov.
  •  Projektet skal give børnene gode oplevelser med at spille fodbold i en klub på deres egne præmisser.
  • Tiltaget skal dels hjælpe med at få helt nye hold op at stå og dels støtte eksisterende tilbud i at blive endnu bedre.
  • En del af holdet gennemføres i tæt samarbejde mellem DBU, DBU’s lokalunioner og Parasport Danmark.
  •  Novo Nordisk Fonden støtter projektet økonomisk i perioden 2023-2025.
  • Foruden i Nørre Alslev Boldklub findes projektet lokalt også i Rudbjerg på Vestlolland.