"Midlertidig" - på længere sigt

På grund af corona-restriktionerne var markeringen af indvielsen flyttet udenfor i telt foran den nye politistation. Foto: Anders Knudsen

Ny politistation er base for mere end 100 politifolk tilknyttet udlændingekontrolafdelingen.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Politiets midlertidige grænsekontrol i Rødbyhavn har nu fået en politistation, der er forberedt til en mere permanent tilstedeværelse på grænsen.

- I ledelsen har vi funderet over det med "midlertidig", sagde politidirektør Lene Frank, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, da hun mandag talte ved indvielsen af politiets nye, omkring 1.500 kvadratmeter store politistation i Rødbyhavn.

For det var jo kun midlertidigt, da der i 2015 blev indført den første politikontrol ved grænsen efter en stor flygtningestrøm på det tidspunkt.

Siden er den midlertidige grænsekontrol blevet forlænget flere gange, og i Rødbyhavn har politiet forsøgt at følge med i forhold til at skaffe fornødne lokaler ved at leje sig frem.

- Vi har løbende forsøgt at tilpasse bygningerne, sagde Lene Frank og indrømmede, at man ikke havde kunnet leve op til standarden overfor dem, der har stået for grænsekontrollen:

- Med en midlertidig grænsekontrol har vi været tilbageholdende med investeringerne.

Nu er erkendelsen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at det med "midlertidig" vist ikke skal tages helt bogstaveligt. Så med økonomisk bidrag fra Rigspolitiet er der nu opført en ny politistation i Rødbyhavn, hvor der på en gang er blevet ordentlige forhold for dem, der arbejder med efterforskning, og for de mange medarbejdere fra både politi, hjemmeværn og forsvar, der står for den konkrete grænsekontrol.

- Vi har skabt rammerne for en rigtig god arbejdsplads, mente Lene Frank og kaldte den nye politistation for en løsning på "mellemlangt sigt": Også hvis den midlertidige grænsekontrol falder væk, har man her i Rødbyhavn skabt gode rammer for det fremtidige arbejde med at sætte ind overfor grænseoverskridende kriminalitet og omrejsende kriminelle.

Det er politiinspektør Peter Compen, der er ny leder af grænsekontrolafdelingen, der dækker grænserne ved færgeruterne i både Gedser og Rødbyhavn. Peter Compen sørgede under mandagens indvielse selv for at vise rundt i de nye lokale, hvor også medarbejderne har været inddraget i udformningen.

Den nye politistation rummer lokaler til den første modtagelse af anholdte og asylansøgere, mandskabsfaciliteter med skabe og bad, og på førstesalen kontorer til afdelingens efterforskere og en spisestue.

Med den nye politistation har de mange medarbejderne ved grænsestationen fået tidssvarende forhold til omklædning, bad og - strygning af den blå skjorte. Foto: Anders Knudsen
Den nye leder af udlændingekontrolafdelingen, politikommissær Peter Compen, viste blandt andre Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), rundt i den nye bygning. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen