Mille Bergholtz er ramt af corona

Mille Bergholtz er blevet smittet med corona - det betyder et ændret program i X Factor fredag aften. Foto: Jan Knudsen

En noget andersledes deltagelse i X Factor for lokal sanger.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Der er sket det, der bare ikke må ske. Jeg er blevet smittet med corona …” Sådan skrev den lokale deltager af tv-programmet X Factor, Mille Bergholtz, Nykøbing, torsdag på sin Instagramprofil.

”Jeg føler mig så uheldig og helt vildt ked af, at jeg ikke kommer til at stå på X Factor scenen fredag aften. Siden sidste fredag har jeg glædet mig helt vildt til at vise, hvad vi på Team Martin har haft i støbeskeen for mig. Jeg kommer dog stadig til at synge min sang for jer, men det bliver på en anden måde end forventet. Sikkerheden kommer selvfølgelig i første række, så jeg vil under hele showet opholde mig et sted alene, hvor jeg ikke er til fare for at smitte nogen”, skriver den unge sanger videre i sit opslag.

Når Mille Bergholtz skriver, at hun stadig kommer til at synge live fredag aften på TV2, så hænger det sammen med, at man i produktionen har valgt en alternativ måde at få Mille Bergholtz’ stemme ud til seeren og dommerne.

Man har hele tiden i produktionen været forberedt på, at der på grund af de høje coronasmittetal kunne opstå en situation, hvor en deltager bliver smittet. Derfor er det blevet arrangeret sådan, at syge deltagere har mulighed for at synge fra isolationen, lyder det fra TV2.

Der er blevet indrettet et isolationsstudie, hvor artister via et ubemandet remote-betjent kamera sender direkte igennem til studiet og ud til seerne. Ligesom de optrædende selv står for hår, makeup og påklædning.

På den måde kan coronasmittede deltagere fortsat være med i konkurrencen uden at smitte andre, hvis deltagerne altså kan og vil, fortæller Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør på TV 2.

- Vi glæder os over, at Mille efter omstændighederne har det godt, og at vi kan tilbyde hende en løsning, hvor hun kan fortsætte i X Factor, siger hun.
Også Martin Jensen satser på, at Mille Bergholtz kan synge fredag aften.
- Nu krydser jeg fingre for, at Mille har det godt og er i stand til at synge for hele Danmark, siger han til TV2.

Mille Bergholtz fortæller til TV2, at hun i flere uger har været på forkant og øvet op til andet liveshow, som sendes fredag aften på TV2.