Milliondyrt nyt hal-gulv skiftes efter under et år

Billedtekst: Den genopbyggede Væggerløse-hal blev indviet i slutningen af august sidste år. Nu skal det nye gulv skiftes ud. Foto: Ingrid Riis/arkiv

- Det er en ommer og skal skiftes, siger halleder.

Offentliggjort Sidst opdateret

VÆGGERLØSE: Den dårlige nyhed er, at gulvet i den ellers nyrenoverede Væggerløse-hal er så dårligt, at det skal skiftes helt ud.

Den gode er, at kommunen - altså skatteborgerne - ikke kommer til at stå med millionudgiften for at få et nyt gulv. Det bliver en opgave og en udgift for leverandøren.

- Det er en ommer. Og det har leverandøren også erkendt, fastslår Mark Stig Andersen, leder af Guldborgsund-hallerne.

Men han ærgrer sig alligevel.

- Efter branden i Væggerløse-hallen havde vi på mange måder et eksemplarisk forløb med genopbygningen og samarbejdet med brugerne. Men så står vi desværre allerede nu med et gulv, som altså slet ikke kan bruges, konstaterer han.

"Den nye" hal blev indviet i slutningen af august sidste år. Meget hurtigt stod det klart, at der var noget galt med gulvet.

Produkt-fejl

- Som jeg forstår det, har problemerne ikke noget at gøre med, at der er sjusket eller brugt en forkert fremgangsmåde i forbindelse med lægning af gulvet. Det er en produktfejl. De plader, der ligger under gulvet, har ikke været ordentligt udtørrede. Og så slår hele konstruktionen sig, forklarer Mark Stig Andersen.

Et gulv som det i Væggerløse-hallen har en normallevetid på op mod 25 år. Nu når det nye gulv næppe at blive et år gammelt. Den foreløbige plan er, at udskiftningen til nyt skal ske i sommerferie-perioden, hvor der er mindst brug for hallen.