Minister vil mejsle det i granit: - Der skal være dispensationsmuligheder for juleoptoget

Nu er transportministeren gået ind i sagen om juleoptoget i Sakskøbing. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Transportminister Thomas Danielsen er "noget overrasket" over sagen om juleoptoget i Sakskøbing. Han vil gøre sit til, at optoget får en dispensation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er ikke til at hugge og stikke i, når det kommer til den særlige tradition i Sakskøbing. I det ikoniske juleoptog sidder børn på ladet.

Men det må de ikke, mener Politiets Administrative Center (PAC) i Holstebro. Politiet vil ikke give paradekørslen dispensation.

Folketingspolitiker Peter Kofoed (DF) gik ind i sagen, og onsdag forholdt han transportminister Thomas Danielsen (V) problematikken.

Og ministeren var meget klar til at se på det. Faktisk undrede han sig over situationen i Sakskøbing.

Hvad vil ministeren gøre?

I den noget tomme folketingssal stillede Peter Kofoed spørgsmålet:

- Vil ministeren tage initiativ til at ændre lovgivningen om paradekørsel, så arrangementer som juleoptoget i Sakskøbing, der har fundet sted siden 1926, kan undgå det store arbejde med bureaukrati og tilladelser, så man også fremadrettet kan holde juleoptog landet over?

Og ja, det vil ministeren.

- Det mærkelige ved lige nøjagtig det her juleoptog (Juleoptoget i Sakskøbing, red.) er, at det har aldrig været et problem, og vi har aldrig ændret lovgivningen. Pludselig ser politiet det med nye briller. Det er jeg lidt overrasket over, da der ikke er sket noget nyt lovgivningsmæssigt. Den lovgivning, vi administrerer efter nu, har vi administreret efter i 19 år, sagde ministeren.

Thomas Danielsen kunne ikke svare på, hvorfor problemet pludselig er opstået. Og han gjorde det meget klart, at der skal findes en måde "at håndtere det her på fremadrettet."

- Færdselsstyrelsen har sat alt ind på at håndtere det akut her og nu, så der bliver lavet en dispensationsordning. Men i sidste ende er det noget, som bliver besluttet af politiet, sagde ministeren.

Læs også: Politiet er fortsat ubøjelig i sag om juleoptog

Pikeret minister

Ministeren er faktisk "lidt pikeret" over situationen. Noget uforstående overfor, at politiet "lige pludselig fortolker lovgivning fuldstændig anderledes, efter der ikke er ændret et komma i mindst 19 år."

- Det er jeg selvfølgelig træt af. Derfor gør jeg det klart, at jeg vil gøre mit for, at det står mejslet i granit, at der skal være dispensationsmuligheder for særlige paradekørsler som det her (Juleoptoget i Sakskøbing, red.), hvor det foregår i gåtempo.

Og Thomas Danielsen afsluttede sit svar med at sætte en tyk streg under, hvad han vil gøre:

- Jeg skal nok sørge for, at lovgivningen på min del af området kommer på plads.