Ministerium gransker Rute 9-idé

Arkivfoto Foto: ©Jan Knudsen

Efter finanslov: Venstres finansordfører presser på for sin idé til finansiering af landevej

Offentliggjort Sidst opdateret

1. januar slipper bilister med en BroBizz 20 procent billigere, når de kører over Storebæltsbroen. Dermed skal prisen for at sejle med LangelandsFærgen også sænkes, men det er endnu uvist med hvor meget, og hvornår det får virkning.

Hos Færgen beklager pressekoordinator Annette Timmermann, at rederiet endnu ikke kan fortælle, hvad der kommer til at ske.

- Der har været holdt nogle møder med Sund & Bælt, og det fortsætter ind i januar. Jeg håber, vi snart kan melde et eller andet ud, siger hun.

På Christiansborg arbejder Venstres finansordfører, Jacob Jensen, fortsat for, at en del af eller hele den nye kompensationen på omkring 20 millioner kroner om året til færgerne i stedet bruges på at udbygge Rute 9 mellem Sydmotorvejen og færgehavnen i Tårs.

- På min foranledning er de ved at undersøge i Transportministeriet, om man må det ifølge loven om Storebæltsforbindelsen. Det var man ikke 100 procent sikker på, da man lavede finansloven, siger han og tilføjer, at der under alle omstændigheder vil skulle ske en forhandling.

- Rederiet Færgen vil helst have pengene i kassen, og det kan man godt forstå, siger han.