Ministre afviser ansvar for handicappet

Foto: Arkivfoto, Ole Eriksen

Lykke Faye fra Lolland har efter en fejloperation kæmpet forgæves for at få hjælpemidler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 14. juni 2013 fik Lykke Faye fra Nakskov amputeret sit ben efter en lægefejl. Det har efterfølgende medført mange problemer for Lykke Faye, som nu er blevet kastebold mellem Sundheds- og Socialministeriet.

Lykke Faye står i den situation, at hospitalet, der behandlede hende, mener, hun er færdigbehandlet, men kommunen vurderer, at man ikke ved, hvor dårlig Lykke Faye ender med at blive af sit handicap. Derfor kan hun ikke få de hjælpemidler, hun har brug for, skriver ekstrabladet.dk

Frustrationen har fået Lykke Faye til at skrive til socialministeriet og sundhedsministeriet, men ingen af de to ministre vil tage ansvar for området. I stedet henviser de til hinanden.

- Jeg mener ikke, der er begået nogen fejl i besvarelsen af den henvendelse, vi har fået. Den er sendt videre til Socialministeriet, som så har oplyst borgeren om de regler, der er for at få tildelt hjælpemidler, skriver Astrid Krag (SF) til Ekstra Bladet.

Det er socialminister Annette Vilhelmsen (SF) ikke enig i.

- Sådan som jeg kan se det, så er der et afgrænsningscirkulære, som ligger i Sundhedsministeriet, og det skal sørge for, at man undgår, at der opstår situationer som Lykkes, siger socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til Ekstra Bladet.

Annette Vilhelmsen vil dog ikke forholde sig til, om Astrid Krag har lavet en fejl ved at henvise til Socialministeriet.