Misbrugte førerkort og bøffelhorn i ruden: Den store bødeblok kom frem under stor kontrol

Foto: Kim Matthai Leland

Politiets tungvognscenter kontrollerede i sidste uge lastbiler i Rødby og Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

To lollandske lastvogne tiltrak sig særlig stor opmærksomhed, da de i sidste uge blev standset af Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi. Det skete i forbindelse med en tre dage lang kontrolindsats i henholdsvis Rødby og Nykøbing.

I den ene lastbil fandt man flere førerkort, som var blevet misbrugt, ligesom et gammelt kontrolkort med udløb i 2018 også dukkede op.

Vognmanden fik derfor en bøde på 137.000 kroner - og samtidig måtte han sende en ny chauffør til stedet for at installere en ny takograf (udstyret, der måler chaufførens køre-og hviletider).

I en anden hollandsk lastbil var styreenheden blevet manipuleret, da den lukkede ned for det forureningsbegrænsende udstyr.

Her valgte politiet også at beslaglægge motorstyreenheden, så vognmanden måtte betale installationen af en ny enhed.

Et bøffelhorn blokerede udsynet

Tungvognscenter Øst standsede og kontrolleret på den første dag 53 tunge køretøjer, hvoraf 48 var udenlandske og på vej ind i landet med færgerne.

Der foregik samtidigt også kontrol af køretøjer på vej ud af landet, hvor det især var dyretransporter, der var fokus på. Der blev her kontrolleret 21 tunge køretøjer, hvoraf de 20 var udenlandske.

Ud af dem måtte politiet skrive rapport på seks af de udenlandske køretøjer. To af sagerne er nævnt herover, imens andre chauffører kørte i narkopåvirket tilstand eller overtrådte køre- og hviletidsreglerne.

Tirsdag noterede politiet sig lignende overtrædelser og tilføjede en overtrædelse af godsloven samt manglende udsyn på et køretøj, hvor et stort bøffelhorn blokerede en del af forruden.

Onsdag rykkede kontrolenheden til havnen i Nykøbing, hvor der blev kontrolleret 13 tunge køretøjer og optaget rapport på tre af dem. Sagerne handlede om overlæs på påhængsvogn, på et nedslidt dæk og på en revne i forruden.