Møllers fundamenter undersøges

Selve vindmøllen, som har en samlet vægt på cirka 2.050 tons, er væltet med både tårn og fundament. Vindmølleparken kan fejre 20-årsjubilæum i 2023. Ørsted ejer helt eller delvist foruden Nysted Havvindmøllepark også havvindmølleparker ved Anholt, Avedøre og Horns Rev. Nysted er den eneste af Ørsteds parker med den fundamenttype, som den væltede vindmølle står på. Foto: Anders Knudsen

Der er endnu ingen planer for, hvornår den væltede havvindmølle bliver fjernet - Først undersøges andre møller.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor en 110 meter høj havvindmølle i Nysted Havvindmøllepark - Rødsand 1 - væltede onsdag i sidste uge.

- Vi har både med skib, med drone og et såkaldt ROV - Remote Operated Vessel - været på inspektion uden at finde en forklaring, siger lederen af det serviceteam for vindmølleparken, som holder til i Gedser, head of Site Nysted Havvindmøllepark, Thomas Almegaard.

- I den kommende weekend, hvor vindforholdene ser fornuftige ud, er det planen, at et eksternt ROV-skib sendes ud for at inspicere nogle af vindmøllernes fundamenter.

- Et ROV-skib har en fjernstyret miniubåd med, som kan undersøge fundamenterne under havet for at se efter eventuelle konstruktionsfejl, da vi gerne vil kunne udelukke, at flere møller risikerer at vælte.

- De vindmøller, som undersøges i weekenden, er udvalgt ud fra historiske data, og vi vil sikre, at de står, som de skal, siger Thomas Almegaard.

Normalt bliver vindmøllerne serviceret jævnligt. Men ikke på denne årstid.

- Vi starter normalt først serviceringen op i slutningen af februar eller starten af marts, når vejret er til det, siger Thomas Almegaard.

Derfor har der ikke været mandskab inde i møllen for nylig.

Der er endnu ikke lagt planer for, hvordan den væltede vindmølle skal fjernes. Første prioritet er nu inspektion af de øvrige møller, siger Thomas Almegaard.

Ørsted, som delvis ejer Nysted Havvindmølle Park, har informeret Søfartsstyrelsen, der har udsendt varsel til skibe i farvandet om at holde afstand til den væltede mølle.

Styrelsen oplyser, at møllen ligger delvist under vandet og ikke er afmærket.

Den væltede vindmølle knækkede vingerne i faldet. Foto: Anders Knudsen
Den væltede havvindmølle er en af de i alt 72 havvindmøller i parken. Foto: Anders Knudsen