Movia er presset - håber på hjælp fra staten
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Coronakrisen har været hård ved det regionale trafikselskab Movia. Bestyrelsen har udskudt del af beslutning om at bede kommunerne om millionstøtte.
Trafikselskabet Movia, der blandt andet driver en lang række busruter på Lolland-Falster, er kommet i alvorlige økonomiske problemer som følge af coronakrisen.
I adskillige uger har antallet af passagerer i Movias busser og tog ligget meget lavt, fordi folk har holdt sig hjemme eller fundet andre transportmuligheder på grund af risikoen for at blive smittet med coronavirus.
Dermed har billetindtægterne været betydeligt mindre, end de plejer. Og da busser og tog er en del af landets kritiske infrastruktur, har Movia kørt med fuld køreplan, og den ubalance mellem indtægter og udgifter betyder, at Movia ifølge sn.dk nu står og mangler et stort millionbeløb.
Tirsdag holdt Movias bestyrelse møde om situationen. Her skulle man beslutte, om selskabet vil bede dets ejere - 46 kommuner øst for Storebælt samt Region Sjælland og Region Hovedstaden - om at fremrykke en række acontobetalinger for resten af året og derudover bede om sammenlagt yderligere 790 millioner kroner for at sikre den fortsatte drift af Movia.
Men den sidstnævnte del af beslutningen blev udskudt, og i stedet håber man, at staten vil træde til med en økonomisk håndsrækning, skriver sn.dk efter at have talt med bestyrelsesmedlem Peter Jacobsen (DF).
- Vi har besluttet at nikke ja til at fremrykke ratebetalinger for resten af året, så vi kan styrke Movias likviditet. For der er regninger til busoperatører, der skal betales.
- Men sagen om tillægsbevillingerne har vi valgt at udsætte til vores næste møde i juli, for vi håber, at der kommer en løsning inden da, hvor staten kommer os til hjælp, fortæller Peter Jacobsen til sn.dk.
- Den her situation er så alvorlig, at det skriger på økonomisk hjælp. Hvis ikke der kommer en løsning, så er vi nødt til regulere - altså spare - på den kollektive trafik, tilføjer han.
Ifølge sn.dk løber Lolland og Guldborgsund kommuners andel af Movias ekstraregning som følge af coronakrisen op i henholdsvis cirka fem og syv millioner kroner. På regionsplan løber Region Sjællands andel af ekstraregningen op i cirka 87 millioner kroner.
Vognmændenes organisation Dansk Person Transport forventer ifølge Fagbladet 3F, at staten dækker underskuddet og holder hånden under trafikselskabernes økonomi.
- Den kollektive trafik er truet på livet, hvis ikke staten hjælper både her og nu og på langt sigt. Vi kender endnu ikke de langsigtede konsekvenser af corona-krisen. Oven på sådan en mavepuster må staten også beslutte, hvordan kollektiv transport sikres bedst muligt i årene fremover, siger Lasse Repsholt, sektorchef i Dansk Person Transport, til Fagbladet 3F.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) oplyser ifølge sn.dk, at regeringen er klar til dialog om sagen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie