Mulle og René Holten sammen i tv-program

René Holten Poulsen og Kristina "Mulle" Kristiansen er begge med i denne uges udgave af programmet "Til middag hos" på TV3. Foto: Darko Vojinovic og Claus Bech, arkivfotos

Håndboldstjernen fra NFH og kajakkongen fra Maribo er to af de fire deltagere i denne uges "Til middag hos" på TV3.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lokale sportsliv er rigt repræsenteret, når TV3 i aften, mandag, klokken 19 blænder op for første afsnit i denne uges udgave af tv-serien "Til middag hos".

To af de fire deltagere er nemlig håndboldspilleren Kristina "Mulle" Kristiansen fra NFH og kajakroeren René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub. De to har fået selskab af skuespilleren Anne Louise Hassing, der blandt andet huskes for rollen som Ida i tv-serien Krøniken, og stand up-komikeren Anders Fjeldsted.

I programmet skal deltagerne på skift være vært for en middag for de øvrige deltagere, og seerne kan derfor komme med "Til middag hos" de fire deltagere alle dage fra mandag til og med torsdag.

I den første udsendelse er det Anne Louise Hassing, der er vært, mens René Holten Poulsen er vært i morgen tirsdag. Her vil han blandt andet fortælle om sine teenageår, og om "hvordan han først sent kom i gang med damer og ballade", som der står i programomtalen.

Onsdag er det så Kristina "Mulle" Kristiansens tur til at stå for middagen, og her vil hun blandt andet fortælle, hvordan det var at springe ud som lesbisk, og hvordan hun og hendes kæreste vil få børn sammen. Aftenens underholdning består i øvrigt i udsmykning af en "Mulle"-trold.

Fjerde og sidste afsnit vises på torsdag, hvor Anders Fjeldsted er vært, og hvor ugens vinder skal kåres. Programmet vises som nævnt på TV3 - alle dage fra klokken 19 og en times tid frem.