Myndighed finder social dumping fire ud af seks steder på Lolland-Falster

Foto: Kuzma photo

Offentliggjort Sidst opdateret

Forleden blev en 62-årig udenlandsk mand anholdt på en byggeplads i Nykøbing, fordi han ikke havde den nødvendige arbejdstilladelse.

Det var dog imidlertid ikke en enlig svale.

I januar gennemførte politiet sammen med Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet en aktion mod social dumping, hvor de besøgte en række virksomheder.

Som led i aktionen besøgte Skattestyrelsen seks virksomheder inden for byggebranchen i Maribo, Nakskov og Nykøbing.

Fire ud af seks

De virksomheder, som Skattestyrelsen valgte at kigge nærmere på, blev udvalgt på baggrund af oplysninger, der på arbejdspladserne var mulige problemer med social dumping.

Og under kontrollen af de seks virksomheder, de undersøgte på Lolland-Falster, viste det sig, at der var noget at komme efter.

- Ud fra de oplysninger, vi fik under kontrollen, vurderer vi, at medarbejdere eller virksomhedsejere i fire virksomheder på Lolland Falster bliver beskattet forkert, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

- Tre udenlandske virksomhedsejere bør reelt være lønmodtagere i den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Og fire medarbejdere i en fjerde virksomhed bør være arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, fortsætter han.

En større undersøgelse

Skattestyrelsen vil nu foretage en nærmere kontrol af de fire virksomheder for at fastslå, hvor meget skat og moms der eventuelt mangler at blive betalt.

Skattestyrelsens besøg på virksomhederne var en del af en landsdækkende aktion, hvor de besøgte 47 virksomheder, og her blev der i lidt over halvdelen af tilfældene fundet forhold, der har givet anledning til nærmere kontrol.