Nægtet statsborgerskab efter fartbøde

Bora Nika da han i 2012 forberedte sig til eksamen på Nykøbing Katedralskole. Foto: Claus Hansen

21-årige Bora Nika fra Nørre Alslev kan ikke få dansk statsborgerskab, efter han kørte 70 km/t i byzone.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver gang 21-årige Bora Nika hiver sit pas frem, bliver han mindet om, at han er serbisk statsborger. Men sagen er, at han er født og opvokset i Danmark, har sine rødder i Nørre Alslev, studerer kommunikation og tysk på universitetet og ved indfødsretsprøven fik 40 rigtige ud af 40 mulige.

Han har med andre ord altid følt sig dansk. Derfor er det også helt naturligt for ham at ansøge om at blive dansk statsborger, men det har en fartbøde nu sat en stopper for.

- Det er en fartbøde. Herregud, hvis ikke man kan se igennem fingre med noget så simpelt som en fartbøde, så ved jeg ikke, hvor Danmark bevæger sig hen, siger Bora Nika til folketidende.dk.

Ikke lang tid efter han havde fået kørekort, fik han fartbøden. Det skete den 3. december 2012, da han ikke nåede at sænke farten, inden han kørte forbi en byzone-tavle. Med 70 kilometer i timen kostede det ham et klip i kørekortet, 3.000 kroner i bøde og nu også en afvist ansøgning.

Læs Justitsministeriets afgørelse (billede nr. 2) i toppen af artiklen.

- Jeg er ked af at have kørt for stærkt. Men hører man mig snakke og kender mig som person, ved man med det samme, at jeg er dansker. Det kan en fartbøde ikke afgøre, påpeger Bora Nika.

Føler sig fremmedgjort

Selv drager Bora Nika en parallel til personer, der opfordrer til terrorisme, men som stadig kan være dansk statsborger; senest Sam Mansour, der tidligere hed Said Mansour, der torsdag blev idømt fire års fængsel for at opfordre til terrorisme.

- Så længe jeg selv ved, at jeg er dansker, og min omgangskreds ved det, er jeg selvfølgelig glad. Men det er ikke det samme, for jeg føler mig fremmedgjort i mit eget land, konstater han over for folketidende.dk.

Bora Nika peger på, at samfundet går i for små sko, for ifølge ham bør en ansøgning om statsborgerskab bero på andet end en fartbøde.

- Det skal selvfølgelig have konsekvenser at køre for stærkt, men en konsekvens, der skal lægge mig til last i tre år, det forstår jeg simpelthen ikke. Fartbøden definerer ikke, om jeg er dansk eller ej, siger han.

Først i marts 2015, når bøden er forældet, kan Bora Niko igen søge om dansk statsborgerskab, hvor der igen er 9-12 måneders behandlingstid fra Justitsministeriets side. Men han er irriteret på systemet og håber, at hans sag kan råbe politikerne op og ændre praksis på området.