Nakskovs bychef har rejst tæt ved 25 millioner kroner

Niels Halm. Foto: Jan Knudsen

Den særlige stilling udløber snart, men der arbejdes for forlængelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var et stærkt ønske om, at Nakskov skulle genopfinde sig selv - og at der skulle skabes vækst i byen - der for tre år siden førte til Nakskov Handel & Erhvervs tre-årige nye, initiativ “Nu tæller kun handling.”

For at sikre en målrettet og strategisk effektfuld indsats blev der ansat en koordinator, der i samspil med professionelle samarbejdspartnere nyudvikler projekter og er tovholder og bindeled på prioriterede, større arrangementer i byen.

Stillingen som bychef - som den stærkt kvalificerede Niels Halm fik - er finansieret af Nakskov Handel & Erhverv, Lolland Kommune og private sponsorer.

Bychef. Det er faktisk en rigtig god - og velvalgt - stillingsbetegnelse at have. Det forsikrer Nakskovs bychef siden september 2013, Niels Halm. Og han har afprøvet en del andre titler før.

-Folk både i Danmark og i udlandet bliver nysgerrige og vil gerne høre mere om, hvad jeg laver, og når jeg så fortæller om det, synes de, at det er et godt initiativ, fortæller bychefen.

Den tidsbegrænsede ansættelse er ved at klinge ud, men i styregruppen bag er man nu ved at undersøge muligheden for, at projektet og stillingen som bychef kan forlænges.

Niels Halm har da også medvirket til, at der er tilført langt flere penge til Nakskov og egnen, end de 2,7 millioner kroner, der bliver brugt på administration, løn og projektstøtte.

- Jeg har lavet et overslag, der viser, at jeg har medvirket til at rejse 24 til 25 millioner kroner, og styregruppen synes, at vi med det fundingresultat har gjort det, vi skulle, fortæller Niels Halm.

- Personligt er jeg også meget glad, for jeg havde sat mig som mål, at hvis jeg kunne rejse 20 millioner kroner i perioden, ville det være godt. Nu synes jeg, at jeg kan være bekendt, at jeg har været her, siger Niels Halm, der har københavnske rødder.

Læs mere om stillingen og de projekter bychefen har fundet kapital til i mandagens udgave af Folketidende.


Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed