NATTOGET KAN KØRE FØR NYTÅR

To natlige afgange skal sikre sammenhængskraft på Lolland-Falster. Foto: Anders Knudsen

De unge skal have en chance for at kunne komme sikkert hjem, når festen slutter.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Allerede i 2021 henvendte både Lolland og Guldborgsund kommuner sig i en fælles skrivelse til Region Sjælland med et ønske: nattog mellem Nykøbing og Nakskov.

Det besluttede Region Sjælland at godkende og medfinansiere 15. marts i år. Forsøget løber over de næste to år.

Ifølge skrivelsen handler det for kommunerne på Lolland-Falster om at sikre, at der er en mulighed for unge fra hele området for at komme sikkert hjem efter et besøg i nattelivet, der særligt er centreret i Nykøbing i disse år.

"Forslaget giver samtidig mulighed for, at borgere på Lolland får nemmere ved at komme hjem fra kulturtilbud i København," lyder argumentationen i øvrigt.

Ingen natbusser

På Lollandsbanen er der på nuværende tidspunkt ingen afgange i nattetimerne. Passagerer har en ekstra afgang i de sene timer om lørdagen, hvor der er afgang fra Nykøbing klokken 01.17 og fra Nakskov klokken 00.19. Under resten af ugens dage ender køreplanen en time tidligere.

Region Sjælland driver ikke natbusser. De sidste natbuslinjer blev nedlagt i forbindelse med besparelserne efter erhvervsfremmereformen i 2019. Derfor er nattoget noget, man særligt gerne ser etableret.

11.500 nye påstigninger

Movia anbefaler på baggrund af dialogen med Region Sjælland, at der bør etableres to natafgange fra Nykøbing henholdsvis klokken 02.17 og igen klokken 04.17 både fredag og lørdag nat.

De to sene afgange vil sikre, at lokalbanens tog vil falde fint ind i den eksisterende køreplan for DSB's tog, der kører fra Nykøbing og nordpå mod København.

"Fra Nakskov indsættes to afgange mod Nykøbing henholdsvis klokken 01.19 og 03.19. I henhold til gældende kontrakt med Lokaltog skal ændringer i betjeningen varsles med minimum seks måneder til et køreplanskifte. Det vil sige, at ændringer kan foretages til køreplanskiftet i december 2022."

I henhold til gældende kontrakt med Lokaltog skal ændringer i betjeningen varsles med minimum seks måneder til et køreplanskifte. Det vil sige, at ændringer kan foretages til køreplanskiftet i december 2022.

Referat, udvalgsmøde 21. juni

Movia forventer, at de to natafgange årligt vil tiltrække 11.500 påstigninger.

Forslaget vurderes at koste 315.000 kroner årligt i offentlig tilskud. Udgiften fordeles lige mellem Region Sjælland og de to kommuner, hvilket betyder, at Guldborgsund Kommune skal betale 105.000 kroner årligt for ydelsen. Det godkendte Teknik-, Klima- og Miljøudvalget 21. juni.