Nej til atomkommission

Foto: Claus Hansen

Sundhedsminister Astrid Krag vil helst undgå en debat om, hvor Risøs atomaffald skal placeres. Svensk atomekspert kalder det en taktik.

Offentliggjort Sidst opdateret

I et svar til Bodil Waagensen, Lolland mod Atomaffald, fremgår, at sundhedsminister Astrid Krag helst vil undgå en debat om, hvor Risøs atomaffald skal være.

Det vurderer den svenske atomekspert og direktør for Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning i Sverige (MKG), Johan Swahn.

- Jeg tror, det er en taktik til at undgå at tage debatten nu, hvor det er nødvendigt, lyder hans kommentar til ministerens svar.

I svaret fra Astrid Krag, som i øvrigt er en gentagelse af et svar på et folketingsspørgsmål i januar, står blandt andet, at hun ikke vil nedsætte en atomkommission.

Det mener hun ikke, der er behov for, fordi borgere, kommuner og andre vil blive hørt i forbindelse med en kommende strategisk miljøvurdering, som skal være færdig sidst på året.

Der vil også være høringer i forbindelse med projekterings- og anlægsloven forud for etableringen af et slutdepot, hvis det ender med det. Og endelig agter Astrid Krag at inddrage udenlandske eksperter som følge af en folketingsbeslutning fra 2008.

Det giver Johan Swahn dog ikke meget for.

- Jeg vil påstå, at det er for sent til en virkelig uafhængig analyse, når alle beslutninger allerede er taget og den endelige sikkerhedsanalyse er foretaget, fastslår han og fortsætter:

- Hvis man inddrager OECD, NEA og IAEA til at lave en “uafhængig international evaluering” kan man være temmelig sikker på, at det ikke vil gøre nogen væsentlig forskel i modsætning til et lands officielle slutdepotplan, lyder det fra ham.

Bodil Waagensen er både glad og rystet over svarene:

- Det er godt at have så kompetent en mand på vores side, men det, han siger, er rystende, påpeger hun, der efterhånden har svært ved at se, hvordan borgergrupperne og andre kan få indflydelse i processen.