Nej til modtageklasse i tidligere posthusbygning

Rasmus Hansen foran posthuset i Nakskov. Foto: Jan Knudsen

Lolland Kommune bremser Stenoskolen i Nakskovs planer om at ville undervise asylbørn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stenoskolens plan om midlertidigt at tage imod 24 asylbørn i 0. til 3. klasse i en modtageklasse, bliver ikke til noget. Lolland Kommunes økonomiudvalg har bremset planen.

Børnene skulle gå i skole i Stenoskolens nye bygning, det tidligere posthus ved Nakskov Station.

Stenoskolen og dens leder Rasmus Hansen har derfor spurgt kommunes Teknik- og Miljømyndigheden om skolen må anvende dele af det nyerhvervede posthus til en modtageklasse for flygtningebørn på lempelige vilkår i forhold til gældende bygningsreglement.

For bygningen er i dag godkendt til kontorer og ikke til undervisning.
Men sagen er nu taget som gidsel i den nervekrig, der i øjeblikket udspiller sig mellem Lolland Kommune og Boligministeriet samt Udlændingestyrelsen på den anden side.

Lolland Kommune og Lolland almennyttige Boligselskab ønsker boligafdelingen Margrethevænget i Maribos 111 lejemål revet ned og renoveret ligesom Riddersborgparken, men Boligministeriet har sat sagen i bero på grund af flygtningesituationen.

Lolland Kommune er i øjeblikket i dialog med Udlændingestyrelsen om at få lavet en plan for en samlet rammeaftale omkring modtagelse af flygtninge.

Kommunens direktion har derfor foreslået, at sagen om modtageklassen ikke behandles, før rammeaftalen er faldet på plads.

Medlemmerne af økonomiudvalget, der fik sagen forelagt til drøftelse, var enig med direktionen.

- Et enigt økonomiudvalg siger, at vi ikke dispenserer fra lokalplanen, før vi har styr på, hvad det er for en opgave Lolland har i forbindelse med asylansøgerne. Det er samme svar, som vi gav til Skippergården i Rødbyhavn. Lokalplanen skal overholdes, og der bliver ikke dispenseret fra den. Vi kan ikke gøre forskel på ansøgerne, siger borgmester Holger Schou Rasmussen.

Skoleleder Rasmus Hansen sig til Folketidende, at skolen ikke vil bruge yderligere ressourcer på sagen.

Læs meget mere om diskussionen om posthuset i onsdagens udgave af Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed