NFC HENTER SPILLER I SILKEBORG

Nykøbing Fc har lejet Oscar Fuglsang i Silkeborg resten af efterårssæsonen. Foto: Jonas Bonde

Den 20-årige højre back Oscar Fuglsang er lejet for resten af efteråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: På transfervinduets sidste dag henter Nykøbing FC forstærkning fra Superligaen, idet den 20-årige højre back, Oscar Fuglsang fra Silkeborg IF, skifter til falstringerne på en lejeaftale, der løbet året ud.

Oscar Fuglsang kom til den midtjyske klub fra AGF, hvor han var med til at vinde DM i U/17-Ligaen. Senere vandt han også  DM-sølv med Silkeborg IF i samme liga.

Lejesvenden har også optrådt på de danske ungdomslandshold med 11 kampe for U/17-landsholdet og to kampe på U/16-landsholdet.

Endnu har Fuglsang ikke spillet i Superligaen, men dog optrådt to gange på førsteholdet, da de spillede i 1. division, ligesom det er blevet til en enkelt kamp i pokalturneringen.

- Oscar er en rigtig talentfuld spiller, som vi igennem en længere periode har fulgt med stor interesse. Han har stået lidt i skyggen hos et stærkt Silkeborg-hold, hvorfor vi nu har fået muligheden for at bringe ham ind i vores miljø, som jeg er sikker på, at han kun vil være med til at styrke yderligere, siger Nykøbing FC's cheftræner Claus Jensen.

Transfervinduet lukker først om knap ti timer, så måske er der yderligere forstærkning på vej til "Bjørnene"?