NFH i voldsomt uvejr i Odense

Mia Svele blev NFH-topscorer med fem mål i nedsmeltningen på Fyn. Foto: Kasper Glintborg

Fynboerne kørte helt over NFH, der var slået allerede ved pausen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Odense: Der var intet at komme efter for NFH onsdag aften i den fynske hovedstad mod de forsvarende danske mestre fra Odense.

Den anden kamp i DM-slutspillet blev en ensidig affære, som Odense, godt hjulpet af kampens to dommere, havde afgjort allerede ved pausetid.

Der var stillingen 18-9 til hjemmeholdet, og en rasende NFH-træner Jakob Larsen forsøgte forgæves at tale kampens to dommere til fornuft.

Samtlige tvivlskendelser gik Odenses vej i første halvleg, men NFH gjorde det også let for hjemmeholdet ved at begå alt for mange tekniske fejl og brænde fem-seks oplagte muligheder før pausen.

Anden halvleg var en ren ekspeditionssag for fynboerne. Odense kørte stille og roligt sejren hjem, mens NFH forsøgte at komme ud af kampen uden for store skrammer.

Det lykkedes slet ikke.

Jakob Larsen måtte tage en time-out allerede efter tre minutter ved stillingen 22-10, men effekt var der ikke meget af. NFH var for længst gået i omklædningsrummet og indstillet sig på næste kamp mod København på mandag.

Det endte med end ydmygende lussing på 38-21 som hurtigst muligt bare skal i glemmebogen.