NFH manglede over to millioner: - Vi har mødt fantastisk opbakning
NFH-formand John Brædder og resten af organisationen bag kvindeholdet har været i alvorligt i arbejdstøjet for at skaffe penge nok til at stille et slagkraftigt hold i Champions League. Foto: NFH
NFH
Formand John Brædder var meget skeptisk lige før sommerferien, men alle hans bekymringer er nu gjort til skamme forud for den første hjemmekamp i Champions League.
NYKØBING: Det er en drøm, der går i opfyldelse for NFH-formand John Brædder, når Champions League-hymnen for første gang nogensinde runger over Spar Nord Boxen i Nykøbing søndag eftermiddag, når NFH tager i mod franske Metz.
Ingen troede på, og andre grinede ligefrem hånligt, da John Brædder ved sin tiltrædelse som formand i NFH tilbage i slutningen 2020 proklamerede at klubben inden for en overskuelig fremtid skulle spille i Champions League.
Men den fremtid er altså allerede nu, konstaterer John Brædder, der i sit stille sind ikke kan lade være med at godte sig lidt over, at kritikkerne tog fejl.
Stor tilfredsstillelse
- Det er da selvfølgelig en kæmpe stor tilfredsstillelse. Det er da der ikke nogen grund til at lægge skjul på. Jeg har hele tiden sagt, at med det ekstraordinære sammenhold og den opbakning vi har i vores landsdel og faktisk også længere oppe på Sjælland, så kan næsten alt lade sig gøre, og det er det her et fantastisk bevis på, siger John Brædder, der sammen med resten af bestyrelsen og den sportslige ledelse stor over for en gigantisk opgave, da det tilbage i maj måned, ovenpå den overraskende DM-semifinalesejr i Odense, stod klart, at der efter sommerferien stod Champions League-gruppespil på programmet.
- Det var vi, for at være helt ærlig, slet ikke gearet til rent trupmæssigt og økonomisk. Vi havde egentlig truppen næsten på plads, men kunne godt se, også i kraft af Cecilie Greves graviditet, at vi blev nødt til at forstærke truppen med indtil flere spillere for at klare den store belastning, som vi vidste ville komme, fortæller formanden, der blot havde et enkelt stort problem.
Pengekassen var tom
- Pengene for den kommende sæson var brugt, og vi var temmelig langt bagud i forhold til vores budget. Men vi ville gerne satse på at gøre det godt i Champions League. Problemet var bare, at vi ikke havde nogen penge at satse for, siger John Brædder.
Hvor mange penge manglede I?
- Jeg tør næsten ikke sige det. Men på den anden side af to millioner.
I stedet for at holde sommerferie lagde bestyrelsen dog en plan, som skulle sikre ekstra likviditet til at agere på spillermarkedet for, og her var der heldigvis lydhørhed rundt omkring i det lokale erhvervsliv.
Højeste budget
- Den opbakning, vi har mødt hele vejen rundt, har været helt fantastisk. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi kunne stampe så mange penge op af jorden på så kort tid. Men det lykkedes heldigvis, og det er vi supertaknemmelige for, lyder det fra John Brædder, der henover de sidste par måneder har fået et par millioner mere i kassen, så spillerbudgettet i NFH er det højeste i klubhistorien.
Den opbakning vi har mødt hele vejen rundt har været helt fantastisk. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi kunne stampe så mange penge op af jorden på så kort tid
John Brædder, formand, NFH
Hvor meget bruger i på spillerlønninger i denne sæson?
- Budgettet er 8,5 millioner.
Og uden den ekstra økonomiske håndsrækning fra en række sponsorer havde det ikke været muligt at hente spillere som Sofie Börgesson, Kalidiatou Niakaté og Maja Magnussen her på falderebet?
- Nej, det havde været helt umuligt, siger John Brædder, der anerkender, at man er kommet op på et europæisk niveau, hvor man er maximalt udfordret hver eneste gang.
- Vi er med for at lære i denne sæson og høster store erfaringer. Både på spiller- og trænerside, men så sandelig også på ledelsesfronten. Der har vi på ledelsesplan virkelig fået øjnene op for, hvad det kræver at være med på det her niveau. Og det giver os kun yderligere blod på tanden for at blive en fast del af det fornemme selskab. For det er bare en helt anden liga at spille Champions League i forhold til de øvrige europæiske turneringer, slår John Brædder fast.
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke